Premier League blæser derudaf, og snart er der italienske delikatesser og tysk power på programmet også.

Den internationale fodbold er med andre ord i gang, og midt i millionlønninger og mesterskabs-drømme svømmer flere danske stjerner rundt på det helt dybe vand, mens andre har røven i vandskorpen.

Hvilke landsholdsstjerner og -boblere har sidste skud i bøssen i deres klub, og hvem står over for et muligt gennembrud?

B.T. gennemgår 14 af de mest interessante situationer:

Klubsituation: Han er købt ind som klubbens dyreste spiller nogensinde, og den danske midterforsvarer forventes at gå direkte ind på holdet i Lyon. Derfor vil der nok være masser af snor til midterforsvareren, der kan se frem til Champions League-fodbold.

Landsholdssituation: Snusede til landsholdet med en udtagelse til kampene mod Kosovo og Schweiz i marts. Kan med gode præstationer i Ligue 1 og Champions League måske snige sig med som backup på landsholdet.

Kniven for struben: Dyreste dansker og dyreste indkøb i Lyon. Andersen har ikke kniven for struben, han skal bare ud og bevise, at han kan tage skridtet fra profil i midten af Serie A til stjerne i toppen af Frankrig. Succes i Lyon kan føre til endnu større ting.

Chance for at spille:

Klubsituation: Hoffenheim har gennemgået stor udskiftning over sommeren. Ny træner og salg af fire profiler. For sidste års Superliga-topscorer bliver første opgave at kæmpe sig forbi Ihlas Bebou som førstevalg på højrekanten. Bebou blev købt denne sommer i Hannover.

Landsholdssituation: Måtte vente lidt ekstra på sin landsholdsdebut, da han blev skadet inden sin første landsholdssamling. Men han fik sin debut i 5-1-sejren over Georgien i juni. Ligner en fast landsholdsspiller, hvis ikke han sættes helt ud i Hoffenheim.

Kniven for struben: Det er Robert Skovs første udlandsophold, og der er tid til at falde på plads i Hoffenheim. Derfor er der heller ikke stort pres på, men nok kun fra Skov selv, der altid har elsket Bundesligaen, og nu vil kæmpe for at slå igennem præcis der.

Chance for at spille:

Klubsituation: Jacob Bruun presses fra alle sider i Dortmund i år. Thorgan Hazard og Julian Brandt er hentet dyrt ind til samme plads, og Jadon Sancho og Raphael Guerreiro er også i spil. Bruun Larsen fik sit lille gennembrud sidste sæson med 16 kampe fra start, og nu skal han så forsøge at spille sig ind som helt fast mand.

Landsholdssituation: Er ved at være klar til at spille med om en plads på kanten hos Åge Hareide.

Kniven for struben: Det her skal være året for Jacob Bruun i Dortmund. Han har stadig meget at vinde. Med sin fine sæson sidste år skal der nok være masser af bejlere, hvis det ikke går i Dortmund, men fremtiden i Dortmund defineres af det næste år.

Chance for at spille:

Klubsituation: Blev hentet til Parma denne sommer i en handel, der koster 56 millioner kroner. Men han må nok indse, at Roberto Inglese er førstevalget på angrebspladsen, da han blev hentet markant dyrere til 134 mio. kr., og også spillede fast i sidste sæson.

Landsholdssituation: Cornelius har ikke spillet en betydende kamp siden februar. Og hvis han i Parma skal være indskifter, kan Hareide nok ikke finde plads til ham i sin trup, selvom han godt kan lide Cornelius som plan b eller c.

Kniven for struben: Atalanta blev ikke en succes. Bordeaux var en blandet succes, men sluttede skidt. Derfor er det ved at være sidste udkald for Cornelius, hvis ikke næste skridt skal være en tur til Holland eller hjem til Danmark.

Chance for at spille:

Klubsituation: Billing er Bournemouths dyreste køb denne sommer, og startede også i den første Premier League-kamp. Alligevel peger eksperter på, at han nok ikke bliver førstevalg på midtbanen, når alle er klar i Bournemouth. Skal bide sig fast i denne sæson og håbe på formdyk hos konkurrenterne.

Landsholdssituation: Med Premier League-kampe i bagagen og som defensiv midtbanespiller burde der være plads til Billing på fremtidens landshold. U21-EM i Italien har dog nok givet bange anelser hos Hareide, da Billing slet ikke ramte niveau.

Kniven for struben: Billing har vist sit værd i Premier League tidligere, og skulle han ikke tilkæmpe sig en plads i Bournemouth, har man fornemmelsen af, at hans navn alligevel klinger nok til at få en chance mere. Tiden i Huddersfield var i det store hele en succes.

Chance for at spille:

Klubsituation: Lössl er købt ind som reserve, og det fortsætter han med at være, så længe Jordan Pickford kan stå på sine ben. Det har Lössl også vidst, da han tog beslutningen om at skifte fra Huddersfield til Everton.

Landsholdssituation: Har længe været stensikker i Hareides trup, men kan det fortsætte uden kampe? Konkurrencen er godt nok ikke enorm, for Frederik Rønnow får heller ikke meget spilletid.

Kniven for struben: Lössl kendte godt sin rolle i Everton inden skiftet, og måske har den 30-årige målmand tænkt, at han godt lige kunne tage tre år til bankkontoen, inden han måske vender hjem og afslutter karrieren i Danmark.

Chance for at spille:

Klubsituation: Han er helt ude i kulden i Ajax, hvor sportsdirektør Marc Overmars har sagt, at han måske kan forsvinde inden for kort tid. Tiden i Ajax ser ud til at være slut nu, og derfor bliver det store spørgsmål, hvad der venter nu.

Landsholdssituation: Dolberg kunne stå foran et efterår, hvor pladsen i front hos Hareide kan erobres. Det kræver, at han vælger den rigtige klub, hvor spilletiden er god, og ligaen er på et tilpas højt niveau.

Kniven for struben: Glemt er gennembrudssæsonen og Europa League-succesen. Han sælges ikke videre fra Ajax som en profil, der er blevet for god, men som en spiller, der skal genstartes. Skal slå til næste gang, hvis ikke det skal blive en tilværelse på fodboldens mellemklasse.

Chance for at spille:

Klubsituation: Fra Championship til toppen af Tyrkiet. Zanka kan se frem til en fankultur af en anden verden, og han er købt ind som profil i midterforsvaret. Kommer på et godt tidspunkt, hvor Fenerbahce har haft en kedelig sæson og nu skal tilbage og kæmpe om mesterskabet.

Landsholdssituation: Skiftet til Fenerbahce skal holde Zanka varm til kampen om pladsen ved siden af Simon Kjær. Den havde han længe, men efter bænkpladsen i Huddersfield, overhalede Andreas Christensen.

Kniven for struben: Zanka har taget et skridt op fra Huddersfield med skiftet, og skulle han ikke slå til, vil der derfor være et sikkerhedsnet under ham, der ikke nødvendigvis behøver være Danmark.

Chance for at spille:

Klubsituation: Nissen skulle være gået ind som direkte erstatning efter Salzburgs salg af Stefan Lainer til Gladbach. Men Nissen er blevet overhalet indenom af Patrick Farkas, der er kommet tilbage fra en skade. Nissen har siddet på bænken i de første tre kampe.

Landsholdssituation: Der er kamp om udtagelsen til højre back sammen med Henrik Dalsgaard, men med Ankersens afventende situation i FCK, kunne Nissen have spillet med. Det lugter dog mere af en udtagelse af Mæhle, som er fast mand i Genk.

Kniven for struben: Rasmus Nissen var ikke en succes i Ajax, og måtte tage et lille skridt ned til Salzburg. Derfor skal Nissen slå igennem i Østrig, hvis han ikke ønsker en tur hjem forbi Danmark igen for at vende kurven. Han er dog stadig ung og har masser af potentiale.

Chance for at spille:

Klubsituation: Kjær har brugt sommeren på at overveje sin situation, der mod slutningen af sidste sæson lød på flere kampe på bænken. Han blev en del af et rotationssystem, som han - ifølge sin agent - ikke ønskede at være. Men han er stadig i Sevilla og skal kæmpe for at blive fast.

Landsholdssituation: Kjær er anfører, og han skal vist en tur helt ud på tribunen over længere tid i Sevilla, hvis ikke han fortsat spiller fast på landsholdet. Her har han også vist sin kvalitet gennem lang tid.

Kniven for struben: Kjærs agent, Mikkel Beck, sagde i løbet af sommeren til Ekstra Bladet, at Kjær ikke ønskede at være en del af et rotationssystem i Sevilla. Mulighederne for et skifte har været undersøgt, og det kunne ligne, at Kjær er på vippen i forhold til at skifte væk fra Sevilla.

Chance for at spille:

Klubsituation: Sisto fik kun spilletid i seks af Celta Vigos sidste 15 La Liga-kampe. Hans situation i klubben er noget speciel, og han skal kæmpe for igen at komme ind i varmen. I træningskampene har han været lidt ude og inde af startopstillingen, og han takkede nej til et skifte til Aston Villa.

Landsholdssituation: Længe var han Hareides favorit på den ene kant som den udfordrende spiller. Selv ikke længere perioder med dårlige landsholdspræstationer kunne ændre på det, men situationen i Celta Vigo sendte Sisto ud af varmen og helt ud af truppen.

Kniven for struben: Det er det næste halve år, der skal få Sisto tilbage i startopstillingen - og nu skal han slå alvorligt igennem, hvis det enorme talent skal indløses. Der vil stadig være muligheder for Sisto andre steder - som man så med Aston Villa, men det næste halve år bliver vigtigt.

Chance for at spille:

Klubsituation: To gange i startopstillingen i Serie A og fem gange i Europa League på en sæson. Durmisi er reserve i Lazio, og Fenerbahce har forsøgt at lukrere på det, men indtil videre bliver han i den italienske hovedstad og kæmper.

Landsholdssituation: Først brandvarm, så iskold. Hareide skar Durmisi helt fra på et tidspunkt, men i foråret fik han så sit comeback i landsholdstruppen. Der skal nok flere kampe til på klubplan, hvis han skal holde den.

Kniven for struben: Lazio ligner ikke en lykkelig historie for Durmisi. Måske når han et skifte inden deadline, for ellers ligner det et halvt år mere kun med spilletid i de knap så vigtige kampe.

Chance for at spille:

Klubsituation: Rollen er klar i Frankfurt. Rønnow er reserve for Kevin Trapp, der kun overlod seks kampe i alt i sidste sæson som lejesvend. Nu er Trapp købt permanent, og Rønnow bliver næppe førstevalg i denne sæson.

Landsholdssituation: Der er ikke mange danske kvalitetsmålmand at tage af for Hareide, og derfor kan Rønnow også stadig få plads i landsholdstruppen. Men hverken Rønnow eller Lössl presser Schmeichel synderligt som førstevalg.

Kniven for struben: Rønnow er en ærgerrig mand, og han er næppe helt glad for at være reserve, når han blev købt som førstevalg. Der er blevet arbejdet for at få ham væk for et halvt år siden, og mon ikke at han også gerne som minimum vil lejes ud denne sommer.

Chance for at spille:

Klubsituation: Det har muligvis været til AC’s fordel, at Chelsea er blevet ramt af en transferkarantæne. For han er startet sæsonen som sikker mand i startelleveren, mens Antonio Rüdiger har været skadet.

Landsholdssituation: Ligner lige nu makkeren til Simon Kjær. Kæmpede sig tilbage på den plads på bekostning af Zanka, og her bliver han nok, hvis han fortsætter med at spille fast i Premier League.

Kniven for struben: Christensen har været længe i Chelsea, og han har spillet 74 kampe for klubben. Nu er det så tid til at spille sig op på det niveau, hvor ingen er i tvivl om, at han spiller i samtlige kampe. Det er ‘make or break’ i forhold til, om Christensen skal være super-reserve eller superstjerne.

Chance for at spille: