Hvad laver Manchester United og FC Barcelona på tv-skærmen?

Sådan lød det fra massevis af danske tv-seere, da de onsdag aften satte sig ned i sofaerne landet over for at se Champions League-fodbold.

De var ikke mindst utilfredse med, at den danske udbyder af den store europæiske klubturnering,TV3 Sport, IKKE havde valgt at sende kampen mellem spanske Atletico Madrid og engelske Chelsea på én af deres tre tv-kanaler.

Derfor væltede det onsdag ind med utilfredse reaktioner på FacebooksidenTV3 Sport Champions League.

  • »Nu siger jeg lige noget: Hvordan kan man undgå at vise de engelske mestre og Spanien's nummer tre frem for at vise nr. 4/5 i England og et russisk hold…!!!?« som én bruger skriver.
  • »Skidt kampvalg CSKA Moskva mod Man United, frem for Atletico mod Chelsea. Sidste års finalist mod de engelske mestre. En kamp med mange spændende historier bl.a. Diego Costa.
  • Øv øv øv,« lyder det fra en anden.
  • »Helt til grin at fravælge aftenens anden vigtigste kamp. Den eneste kamp man gerne ville se bliver ik vist i tv, men Sporting mod Barcelona. LOL,« lyder det fra en tredje.
  • »Fatter ikke at man viser CSKA - United og ikke Atletico – Chelsea,« lyder det fra en fjerde.
  • »Hvor er det pinligt at Atletico Madrid-Chelsea ikke bliver vist på en af jeres kanaler, top 3 af de større kampe i den her runde, vælger i så ikke at vise! Pinligt, hold nu kæft mand!,« lyder det fra en femte

Og så er der den allermest populære kommentar:

»I vælger simpelthen at vise CSKA-United på en dag, hvor der er Atletico Madrid-Chelsea... det er så inkompetent, det er helt galt.«

Det specifikke opslag har affødt mere end 100 kommentarer og fået mere end 550 ’synes godt om’-tilkendegivelser. Der er også opbakning til TV 3 Sports valg af kampe, men langt størstedelen er enig i kritikken.

BT har spurgt ledende redaktionschef hos TV 3 Sport, Kim Mikkelsen, hvad han siger til de utilfredse kommentarer.

»Jeg svarer dig det samme, som vi har svaret dem, der har henvendt sig: Vi udvælger kampe ud fra at skuffe færrest muligt og gøre flest muligt glade,« siger Kim Mikkelsen.

Hvordan udvælger I de tre kampe, som I sender på jeres tre kanaler, 3+, TV3 Sport 1 og TV3 Sport 2?

»Vi er godt klar over, at hvis man er Chelsea- eller Atletico-fan kan man selvfølgelig være ærgerlig over ikke at kunne se den kamp på en af de tre ’Free tv’-kanaler, men vi har en masse dokumentation i form af seertal gennem mange år, der viser os hvilke kampe, der er størst seerefterspørgsel på. Og det er som udgangspunkt dem, vi vælger. Og det var også det, der var tilfældet i går (onsdag, red.), og derfor faldt valget på de tre kampe, vi valgte at sende.«

Betyder det noget for jer, at så mange bliver sure?

»Det er selvfølgelig ærgerligt, hver gang nogen er sure. Men der ville sikkert også have været nogen, der ville have været sure, hvis ikke vi havde vist Manchester United eller FC Barcelona – vi ville måske endda have haft endnu flere, der var utilfredse.«

Kim Mikkelsen mener, at man hos TV3 Sport har et ’ret ekstensivt programudbud’, når det gælder Champions League-dækningen: Som Viasat-kunde eller på streamingtjenesten Viaplay er der adgang til alle 16 kampe pr. spillerunde.

I alt seks af dem sendes altså bredt ud på såkaldt ’Free tv’ over to to kampedage tirsdag og onsdag.

»I forvejen tror jeg, at Danmark er det land i Europa, hvor der vises flest Champions League kampe på ’Free tv’: Det er altså seks kampe pr. runde. I vores nabolande Sverige og Norge bliver der vist én kamp pr. spillerunde på ’free-tv’. Resten ligger på højbetalings-kanaler. Bare lige for at nævne, at så slemt behandler vi heller ikke de danske fodboldfans,« siger Kim Mikkelsen.