Nok var Erling Haaland god – men to talentfulde danskere var bedre.

Det er noget af forklaringen bag, at verdensstjernen Erling Haaland ikke endte i Danmark, da han i 2017 skulle tage et skridt videre fra den næstbedste norske række, hvor han for den lille klub Bryne fik seniordebut som 15-årig året før.

Det kan virke noget overraskende, når man som fodboldfan over de seneste år har set den lynhurtige nordmand brage ind på de største scener og knalde mål ind på samlebånd, mens Jonas Wind først i år har taget skridtet videre til Bundesligaen, og Carlo Holse gør sig i Rosenborg.

For Haaland har smadret rekorder for RB Salzburg, inden Dortmund købte ham, og målformen blot blev endnu vildere derfra. Nu er den 21-årige nordmand med de lange lemmer havnet i en af verdens største klubber: Nemlig hos stinkende rige Manchester City, hvor Haaland angivelig tjener svimlende 3,25 millioner kroner om ugen.

Erling Haaland i 2014.
Erling Haaland i 2014. Foto: Handout
Vis mere

Inden det skifte var han et brandvarmt emne på transfermarkedet, hvor listen af interesserede storklubber var alenlang.

Men vi skal altså ikke længere end fem og et halvt år tilbage, før listen af interesserede klubber bestod af en perlerække af danske klubber, der havde en reel mulighed for at hente Haaland i den lille norske klub Bryne.

Det er velbeskrevet, at FC København i januar 2017 havde en 16-årig Haaland til prøvetræning, og samtidig prøvede både Brøndby og FC Midtjylland at se, om de kunne lokke stortalentet – og nu kan B.T. fortælle, at også FC Nordsjælland havde talentkikkerten indstillet på den norske angriber.

»Vi kendte selvfølgelig godt Erling Haaland og var meget opmærksomme på ham. Der var ikke nogen tvivl om, at han dengang var en ekstraordinær spiller og havde et stort potentiale. Men en ting er at scoute spilleren – noget andet er, at det også skal kunne lade sig gøre at hente ham. Nogle gange lykkes det heldigvis, og andre gange bliver det ikke til noget,« fortæller chefscout i FC Nordsjælland Steen Nedergaard.

Det var den norske klub Molde, som dengang endte med at vinde kampen om Haaland, der havde få måneder tilbage af kontrakten med Bryne. Ifølge kilder, som B.T. har talt med, lå salgsprisen i omegnen af en million norske kroner – altså omkring 700.000 danske kroner.

En høj overgangssum var dog ikke i førsteprioriteten for Bryne, der i stedet kæmpede for en høj videresalgsklausul – og i handlen med Molde endte klausulen ifølge norske kilder på omkring 20 procent af et videresalg.

»Man kan ikke sige med hans værdi nu, at han var dyr dengang, men der er jo ikke nogen garantier for, hvordan en spiller udvikler sig. Det kunne godt være, hans karriere var endt anderledes med andre skridt. Han har udviklet sig fantastisk i Molde, RB Salzburg og Dortmund, og det skal man give cadeau til spilleren og hans bagland for,« siger Steen Nedergaard.

Trods interessen var FC Nordsjælland ikke det danske hold, der var tættest på en aftale med Haaland.

Det var FC København, der altså havde Haaland på besøg i januar 2017.

Men det var en langt tyndere og mere ranglet version af det fysiske vidunder, der over de seneste år har fået forsvarerne til at skælve i Champions League og Tyskland.

Derfor stod han bag senere førsteholdsspillere i FCK som Carlo Holse og Jonas Wind, fortæller Ståle Solbakken til B.T.

»Som en af mange spillere kom han for at vise sig frem i nogle dage. Det var på holdet med Jonas Wind og Carlo Holse, så han var et år yngre end de andre. Det var en lille og spæd udgave af Erling Haaland, og der blev foretaget en vurdering af daværende trænere og ledere på School of Excellence,« siger han og fortsætter:

Foto: MARKO DJURICA
Vis mere

»Om han havde valgt FCK, hvis vi var gået all in, det er der ingen, som ved. Det her skete i starten på den strategi, som Johan Lange, Sune Smith Nielsen og jeg indførte om en betydelig forstærkning af ressourcer og derfor mulighed for at hente flere og bedre skandinaviske talenter.«

»På det tidspunkt lå Jonas, Carlo og andre nok foran Erling Haaland, og det er umuligt at ramme alle. Men man har en større chance med øgede ressourcer, der gradvist blev opgraderet.«

»Men ingen ledere eller trænere i FCK Talent skal føle nogen skyld i dette. Robert Lewandowskis agent skrev engang til Hødd i Norge (i den tredjebedste række, red.) og bad om en mulighed der. Hødd ville ikke betale flybilletten,« slutter Ståle Solbakken.

Det blev altså ved prøvetræningen i FCK, og imens nåede Brøndby ikke længere, end at daværende boss Troels Bech spurgte på angriberen, ligesom FCM ifølge B.T.s oplysninger havde en føler ude. Men dengang 'var der klubber, som var større end os, som var i førertrøjen', har FCM-sportschef Svend Graversen tidligere fortalt B.T.

Foto: Javad Parsa
Vis mere

I Molde var det den daværende daglige leder, Øystein Neerland, der endte med at hive Erling Haaland i land. Og han genkender billedet af, at den tynde og ranglede angriber tog utrolige fysiske skridt hurtigt efter skiftet til Molde, hvor det norske fodboldikon Ole Gunnar Solskjær var træner og lokkemad for Haaland.

»Det tog jo lidt tid, før Erling voksede. Men han voksede jo meget hurtigt, og så kunne han ellers præstere lidt over snittet,« siger Neerland ganske tørt til B.T. om Haalands udvikling, som den tidligere norske landsholdsspiller Ruben Gabrielsen har fortalt om:

»Da han kom til klubben, var han lille og spinkel. For at være ærlig var han ikke ret god, og jeg tænkte, han måske lige akkurat havde niveau til at spille i norsk fodbold. Så blev han skadet, og vi så ham ikke længe.«

»Men en dag kom han tilbage, og han var blevet et fysisk monster. Han var enorm. Det var en helt anden spiller, der kom tilbage.«

Og en helt anden spiller er han altså nu blevet.

I den kommende sæson skal han forsøge at vise, at målnæsen, der har snuset sig frem til vanvittige 86 kasser i 89 kampe i hans to år i Dortmund, også kan få færten af kasser i Premier League.