FC Nordsjælland, AGF, FC København og FC Nordsjælland vil ikke slippe svenskere til landsholdet i januar.

Det svenske fodboldlandshold skal til januar på træningslejr i Portugal, men det bliver uden flere potentielle landsholdsspillere fra Superligaen.

Det har landstræner Janne Andersson afsløret på et pressemøde tirsdag, da han udtog sin trup, der har karakter af et ligalandshold uden de helt store profiler.

»FC Nordsjælland, AGF, FC København og FC Midtjylland vil af forskellige årsager ikke slippe deres spillere,« siger Janne Andersson ifølge Expressen.

Roony Bardghji ville blive den yngste debutant i svensk landsholdshistorie, hvis han kom med til Portugal. Claus Bech/Ritzau Scanpix
Roony Bardghji ville blive den yngste debutant i svensk landsholdshistorie, hvis han kom med til Portugal. Claus Bech/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hovedårsagen er formentlig, at Superligaen bliver sparket i gang i midten af februar, og de danske superligaklubber indleder deres forberedelser allerede tidligt i januar.

Den svenske landsholdstur ligger uden for landsholdsterminerne, og derfor kan de danske klubber undlade at sende spillere afsted.

Det er dog ikke alle klubber, der har blokeret for landsholdsudtagelser. OB lader således Armin Gigovic rejse med til Portugal.

Janne Andersson fortæller, at der ville blive skrevet historie, hvis ikke FCK havde besluttet at holde Roony Bardghji hjemme.

Med sine blot 17 år ville han blive den yngste debutant på det svenske landshold nogensinde, hvis han var kommet i kamp mod enten Island eller Finland, som Sverige møder i Portugal.

Janne Andersson fremviste på tirsdagens pressemøde den liste af spillere, der skal med til Portugal. Den ville Roony Bardghji have stået på, fortalte han.

»Det er sikkert, at jeg ville have udtaget ham. Han er en interessant spiller, som vi diskuterer,« siger landstræneren.

Flere store navne er udeladt af den svenske trup. Det gælder blandt andre Alexander Isak, der lige nu er den yngste debutant i svensk landsholdshistorie.

/ritzau/