De danske landsholdsspillere giver færre penge til breddefodbolden i år end ved sidste års EM.

Det kommer til at skæppe godt i kassen hos de danske landsholdsspillere, hvis de går hele vejen og vinder VM i Qatar.

Spillerforeningen oplyser således i en pressemeddelelse, at hver spiller indkasserer 4,95 millioner kroner, hvis de løfter VM-pokalen i december.

Mindre bemærkelsesværdige resultater kommer også til at fylde godt i tegnebogen hos de danske spillere.

Blot ved at være udtaget til slutrunden får hver spiller 891.000 kroner. En ottendedelsfinale giver 1,379 millioner, en kvartfinale giver 1,865 millioner, og en semifinale giver 2,887 millioner.

Hvis Danmark snupper tredjepladsen ved VM, tikker der 3,152 millioner kroner ind på hver enkelt spillers konto, og hvis det ender med nederlag i finalen, er beløbet på 3,38 millioner kroner.

Spillernes bonus er fastlagt i henhold til landsholdsaftalen mellem Dansk Boldspil-Union og Spillerforeningen.

Spillerforeningen oplyser, at de danske landsholdsspillere har besluttet sig for, at truppen donerer 2,5 millioner kroner til børnefodbolden.

Det er nærmest fast procedure, at spillerne giver nogle af præmiepengene tilbage til breddefodbolden.

Også i forbindelse med EM i 2021 blev der doneret penge til børnefodbolden, men da var tallet dobbelt så stort som i år.

Spillerne donerede således fem millioner til børnefodbolden efter EM, hvor Danmark nåede semifinalen. Derudover gav spillerne en million kroner til arbejde med fanaktiviteter.

VM bliver sparket i gang 20. november. Danmarks første kamp er 22. november mod Tunesien.

/ritzau/