Når det kommer til klubskifter, er danske fodboldspillere dem, der oftest får hjælp af en agent.

Det viser en rapport, som Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) torsdag har udgivet.

I næsten halvdelen af de handler, som danske fodboldspillere var involveret i i 2018, var spilleren repræsenteret af en agent.

Det skete helt præcist i 67 handler, hvilket svarer til 47,8 procent af alle handler med danske fodboldspillere.

Jannik Vestergaard skiftede i sommer fra Borussia Mönchengladbach til Southampton - som den dyreste dansker nogensinde - for hele 186 millioner kroner.
Jannik Vestergaard skiftede i sommer fra Borussia Mönchengladbach til Southampton - som den dyreste dansker nogensinde - for hele 186 millioner kroner. Foto: Hannah Mckay
Vis mere

Det er den højeste andel blandt alle nationaliteter, som Fifa har sammenlignet. Nummer to på listen er norske fodboldspillere. 40 procent af dem var repræsenteret af en agent i forbindelse med en spillerhandel i 2018.

Danske fodboldspillere var også i 2017 dem, der oftest brugte en agent i forbindelse med et klubskifte.

Fifa har også undersøgt, hvor mange penge fodboldklubber har brugt på agenter i 2018.

Ifølge rapporten har danske klubber brugt 7,7 millioner dollar (50,7 millioner kroner) på agentsalærer fordelt på 50 handler i 2018. Det svarer til lidt over en million per handel.

De danske tal blegner dog, hvis man sammenligner dem med, hvad britiske klubber brugte på agenter i 2018. Lidt over en milliard kroner hev de således op af lommen til agenter i år fordelt på 301 handler. Det svarer til 3,4 millioner kroner per handel.

/ritzau/