De danske fodboldkvinder var det meste af opgøret mildt sagt på hælene, men takket være svensk ineffektivitet og lidt held blev det tirsdag aften til en sejr på udebane mod Sverige i VM-kvalifikationen.
Svenskerne skabte kampen igennem tonsvis af chancer, der ramte stolpen, blev reddet på stregen og generelt manglede kvalitet. Og det kostede dyrt, for den effektivitet havde danskerne.
Pernille Harder udlignede efter en halv time, og i dommerens tillægstid skaffede Janni Thomsen en imponerende sejr, da hun udnyttede en omstilling.
Det er første gang i næsten ti år, at de danske kvinder i en tællende kamp slår Sverige.
Bare i 2025 vandt svenskerne tre gange over Danmark. Senest danskerne slog Sverige var i EM-kvalifikationen i september 2016, da Danmark slog et svensk hold, der på det tidspunkt allerede havde vundet gruppen.
Men den rædselsstime blev brudt. Med sejren ligger danskerne på førstepladsen i VM-kvalifikationsgruppen med syv point. Sverige har fire point, og det samme har Italien, der tirsdag bankede Serbien med 6-0.
Det er kun førstepladsen, der kvalificerer sig direkte til VM i Brasilien næste år, mens de øvrige tre hold spiller til efteråret playoff. Der resterer tre spillerunder, og lørdag kommer de formstærke italienere på besøg i Parken.
I Göteborg tirsdag var Danmark fra første fløjt på hælene, og allerede inden det første minut var gået, havde værterne ramt stolpen.
Det var et svensk stormvejr mod det danske mål, og det virkede kun som et spørgsmål om tid, før svenskerne ville score. Efter syv minutter skete det så.
Monica Jusu Bah fik hul på bylden, da svenskerne uden problemer broderede sig ned mod det danske mål, og Jusu Bah på kanten af det lille felt sparkede bolden i kassen.
Med føringsmålet lettede det svenske tryk en smule, og for første gang i kampen kunne danskerne trække vejret.
Det ændrede dog ikke på, at svenskerne havde enormt nemt ved at skabe chancer. Men de store muligheder blev ikke omsat, og det kostede efter en halv time i den anden ende.
Den brandvarme Napoli-spiller Cecilie Fløe sled sig noget heldigt gennem i højresiden og serverede bolden for Pernille Harder, der med en inderside sparkede Danmark på omgangshøjde.
Kampbilledet ændrede sig ikke i anden halvleg, hvor næsten alt spil foregik på den danske banehalvdel. Men takket være heroiske defensive indsatser og en smule held holdt Danmark stand.
Frederikke Thøgersen udmærkede sig blandt andet, da hun klogeligt reddede en afslutning på målstregen.
Stik mod spil og chancer endte det dog med dansk sejr, da bolden i tillægstiden pludselig havnede hos en helt fri Janni Thomsen, der spænede mod det svenske mål og sendte kuglen mellem benene på keeperen.
/ritzau/
