Ved EM for fire år siden uddelte Uefa bronzemedaljer til de tabende semifinalister. Det sker ikke i Holland.

Breda. Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har tidligere uddelt guld, sølv og bronze til EM i kvindefodbold.

Men sådan bliver det ikke ved det igangværende EM i Holland.

Her er der kun produceret medaljer til finalisterne, mens de to tabende semifinalister må rejse hjem uden metal om halsen.

Flere af de danske landsholdsspillere tog det ellers for givet, at søndagens sensationelle kvartfinalesejr på 2-1 over Tyskland som minimum havde sikret dem bronze. Sådan var det for fire år siden ved EM i Sverige.

»Nu har vi sikret os en medalje. Men jeg har allerede en bronze fra for fire år siden. Nu skal vi have en af en højere karat,« sagde forsvarsspilleren Line Røddik efter 2-1-sejren over Tyskland.

For fire år siden nåede Røddik og Danmark også EM-semifinalen, hvor danskerne blev stoppet af Norge i en straffesparkskonkurrence.

Dengang havde holdkammeraten Sanne Troelsgaard meldt fra kort før EM-slutrunden, efter at hun havde mistet sin far til kræft.

Søndag regnede Troelsgaard derfor med, at hun var sikret den EM-medalje, hun missede i 2013.

»Jeg vil gerne have en medalje med hjem. Den betyder alt. Jeg har kæmpet for den i fire år, og at det i dag (søndag, red.) er gået op i en højere enhed, er bare fantastisk,« sagde Sanne Troelsgaard.

Det viser sig dog, at de danske kvinder skal i finalen for at være sikre på EM-medaljer. Det vil kræve en sejr over Østrig på torsdag.

Uefa skriver i regulativerne for slutrunden i Holland, at der er produceret 35 guld- og 35 sølvmedaljer til de to finalister. Bronzemedaljerne nævnes ikke.

Dansk Boldspil-Union (DBU) bekræfter over for Ritzau, at Uefa har meddelt, at der ikke uddeles bronzemedaljer til EM.

/ritzau/