Det har ikke været en nem start for Patrick Dorgu i den engelske klub Manchester United.
Siden landsholdsspilleren fik sine første minutter på banen i vinter, er han blevet mødt af kritik for sine præstationer.
Nu har han dog vendt flere af de kritiske røster, efter han fredag aften scorede holdets eneste mål i opgøret mod Newcastle United.
Det skriver Ekstra Bladet.
Den 21-årige spillers præstation udløste stor ros i den engelske presse efterfølgende.
'Hans bedste 90 minutter i den røde trøje, siden han kom til i januar. Han fandt sin indre Robin van Persie frem med sin kraftfulde flugter, der åbnede hans målkonto i United,' skriver The Sun.
Mediet Goal giver ligeledes United-danskeren karakteren 9/10 for sin præstation i kampen, som de kalder 'fantastisk'.
Efter kampen virkede Patrick Dorgu som en lettet og tilfreds mand, da han kommenterede målet.
»Jeg fik et godt træf. Jeg vidste ikke, jeg kunne det, men jeg er glad for at score mit første mål her på hjemmebane. Det var fantastisk,« sagde han til Sky Sport.
Sejren over Newcastle sender United op på en delt fjerdeplads i Premier League, men flere konkurrenter har stadig en kamp tilbage.
