Det er snart to år siden, at den meget lovende danske U21-landsholdsangriber Marcus Ingvartsen lavede et 40 mio. kroner-skifte fra FC Nordsjælland til belgiske Genk.

Siden har han kæmpet hårdt og indtil videre forgæves for at få sit gennembrud i den belgiske topklub, hvor han har tilbragt hovedparten af de seneste sæsoner på udskiftningsbænken.

Og Marcus Ingvartsen indrømmer, at det snart kniber med tålmodigheden.

»Den er ved at være opbrugt, må jeg nok indrømme. Jeg får ikke nok spilletid - i hvert fald ikke i forhold til, hvad jeg vil, og hvad jeg har gjort mig fortjent til,« fortalte Ingvartsen inden tirsdagens U21-landsholdstræning i Slagelse.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Jeg må se, hvad der sker frem til slutningen af maj. Fordi det er vigtigt for mig at komme til at spille. Der var en del snak i forhold til januar-transfervinduet, men Genk ville ikke have, at der skulle ske noget der. Men jeg må få mig en god snak med klubben til sommer.«

Transferhungrende danske superligaklubber skal dog lige slå koldt vand i blodet, når det kommer til at drømme om en Ingvartsen-forstærkning.

»Det er bestemt ikke min prioritet at vende tilbage til Superligaen. Jeg vil gerne blive i udlandet og prøve mig af. Det føler jeg sagtens, at jeg kan.«

Angriberen håber, at han kan bruge sommerens U21-slutrunde i Italien/San Marino på at vise sig frem, men det kræver i første omgang, at han kæmper sig til spilletid på Niels Frederiksens landshold.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Det er også en af de ekstra-irriterende ting ved ikke at få spilletid i klubben - at man hurtigt kan komme bagud i forhold til spilletid på U21-landsholdet. Men sådan er gamet,« lød det fra 23-årige Marcus Ingvartsen.

Han og resten af U21-landsholdet møder onsdag aften Belgien i en testkamp i Slagelse.