U21-landsholdets Joakim Mæhle var mildest talt utilfreds mandag aften efter Danmarks nederlag på 1-3 til Tyskland.

Mæhle så hele Danmarks EM-åbning fra bænken, og det behagede ikke Genk-spilleren.

»Det er pisse irriterende. Jeg synes ikke, at jeg har fortjent at sidde derude. Jeg siger ikke, at jeg har fortjent at spille, men jeg har heller ikke fortjent ikke at spille i hvert fald. Jeg synes, at jeg gør alt, hvad jeg kan,« sagde Joakim Mæhle blandt andet efter kampen til B.T.

Joakim Mæhle, der bliver rygtet til flere store klubber efter en flot sæson i Genk, fortalte ligeledes, at landstræner Niels Frederiksen ikke havde givet ham en forklaring på bænkpladsen.

Men dagen derpå beklager Mæhle nu sine udtalelser.

Det gør han i et opslag på Twitter, hvor han blandt andet skriver:

»Jeg vil meget gerne afklare, at jeg hverken var uenig eller imod trænerens beslutning. Jeg kunne aldrig finde på at sætte mig selv over holdet eller kollektivet - tværtimod.«

»Jeg bakker fuldt op omkring de beslutninger, der bliver truffet internt og har kæmpe respekt for det! Jeg er utroligt ked af, det er kommet ud på den måde, som det er.«

»Selvfølgelig var jeg skuffet, og hvis jeg er tilfreds med at sidde på bænken, bør jeg nok finde et andet erhverv,« skriver Joakim Mæhle.

»Jeg beklager dybt til holdkammerater, stab og supportere, men nu ser vi sammen frem mod de næste to kampe, og jeg tror fuldt på, at det kan lykkes,« fortsætter han.

'De næste to kampe', som Mæhle refererer til, er gruppekampene mod Østrig og Serbien. Her er Danmark nu pisket til sejr efter mandagens klare nederlag mod Tyskland.

Første mulighed for dansk oprejsning kommer torsdag, hvor Østrig venter, mens sidste gruppekamp spilles søndag mod Serbien.