Bo Svensson har været en stor succes i Mainz 05. Den før kriseramte klub er i dag et defensivt mesterstykke.

Med blot fem mål indkasseret i sæsonens syv første kampe kan den tyske fodboldklub Mainz 05 bryste sig af Bundesligaens bedste defensiv.

Freiburg har lukket samme antal mål ind, men hos førstnævnte er der ikke tale om tilfældigheder.

I Bundesligaen har Mainz den laveste XGA (Expected Goals Against) med 5,63, mens Freiburg ligger nummer fire med en XGA på 8,22 ifølge statistiksiden Understat.

Expected Goals måles på kvaliteten af et holds afslutninger baseret på skuddistance, skudvinkel samt andre parametre.

Træneren bag den stærke defensiv er danske Bo Svensson, som midt i sidste sæson overtog roret efter fyringen af den tyske træner Jan Siewert.

På daværende tidspunkt lå klubben næstsidst i tabellen med udsigt til nedrykning med blot seks point i 14 kampe og en målscore på 14-31.

Kun Schalke 04 i bunden af tabellen havde lukket flere mål ind.

- Det var en klub, der var i total opløsning, vurderer Ken Ilsø, som er fodboldekspert på TV3 og programmet Bundesliga Tor-Show.

I de resterende 20 kampe lykkedes det på flotteste vis for Bo Svenssons mandskab at kæmpe sig op på 12.-pladsen, blandt andet med en overraskende sejr over storholdet Bayern München.

Var sæsonen afgjort over de sidste 20 kampe, ville Mainz 05 være endt på sjettepladsen.

I dag ligger klubben nummer ni i tabellen med en målscore på 7-5.

Ken Ilsø er ikke i tvivl om, at Bo Svensson har udrettet noget særligt i Mainz.

- Det lignede en umulig opgave. Jeg tror aldrig, der er nogen, der har overtaget et hold med seks point for derefter at skrabe 33 point sammen i de sidste 20 kampe. Der er ingen tvivl om, at han har overpræsteret i forhold til de forventninger, som de fleste havde til holdet, siger han.

Selv om Mainz ikke har holdt samme pointsnit i indeværende sæson som i sidste sæson efter Bo Svenssons ankomst, mener Ken Ilsø, at der er grund til tilfredshed.

- Den anden sæson er ofte svær. Når man kæmper for at undgå nedrykning, går man i nødberedskab. Derfor er det også super svært at bygge videre sæsonen efter, for situationen er en anden, siger Ken Ilsø.

Han henviser til holdets 2-0-sejr over Hoffenheim tidligere i sæsonen, som eksempel på at Mainz også i denne sæson kan bide skeer med stærke hold.

- Jeg synes, at han har bevist sig mod Hoffenheim, som jo er en modstander, man ikke umiddelbart forventer, at holdet skal besejre. Uafgjort havde objektivt set været et tilfredsstillende resultat, men alligevel formåede Mainz at vinde.

- Det, synes jeg, vidner om, at Bo Svensson har formået at bygge videre på holdet, som ellers er rigtig svært, siger han.

Der er ingen tvivl om, at Bo Svensson har været en succes i Mainz. Der er dog stadig elementer, som holdet kan arbejde videre med ifølge Ken Ilsø.

- Jeg kunne godt tænke mig at se noget mere spændende offensivt. Spillere, som kan indgå i den disciplinerede spillestil, men som formår at skabe ting på egen hånd.

- Det ville efter min mening være det logiske næste skridt, vurderer han.

Lørdag klokken 15.30 møder Mainz en af de største tyske klubber i Borussia Dortmund, som ligger på tredjepladsen.

/ritzau/