Fynske Mads Timm fortæller i ny biografi om sit forhold til legendariske Sir Alex Ferguson. Et forhold på godt og ondt.

Han havde banet vejen til et liv blandt klodens største fodboldstjerner. Men undervejs mistede Mads Timm fra Agedrup i det nordøstlige Odense grebet om drømmen, og han gik fra ’wonderkid’ til ’the not wanted kid’.

I selvbiografien ’Rød Djævel. Sådan blev jeg ikke stjerne i Manchester United’ fortæller den nu 31-årige eks-fodboldspiller åbent om op- og nedturene i sin usædvanligt tumultariske karriere, der både bød på en hverdag blandt verdensstjernerne i Manchester United og et ophold bag tremmer i et engelsk ungdomsfængsel.

BT bringer herunder et udsnit af kapitlet »Det beskidte spil«, hvor Mads Timm fortæller om livet under den legendariske Manchester United-manager Sir Alex Fergusons hårde ledelse:

Alex Ferguson var en levende legende, allerede inden jeg kom til Manchester United. Da jeg første gang satte mine ben på træningsanlægget i Carrington, havde han været manager i 16 år og vundet alt, der var værd at vinde.

Jeg kunne umiddelbart godt lide ham. Han havde først og fremmest karisma. Han var også en dygtig træner. Det er svært at argumentere imod, når man ser hans resultater. Men han var først og fremmest dygtig, fordi han implementerede og insisterede på en bestemt ledelseskultur og med hård hånd sørgede for, at hans spillere dedikerede sig betingelsesløst til hans idéer og hierarki.

Han var kontrolfreak, og han motiverede ofte spillerne med frygt. På den måde var han god for tiden og passede godt til de spillere, der var i United dengang – Beckhams, Giggs’ og Neville-brødrenes personligheder passede perfekt ind i Fergusons slavehær.

Jeg er ikke sikker på, man kan skabe samme succes på samme måde i dag. I dag kan du ikke få fodboldspillere til at underkaste sig ved at tale om ære og viljen til at dø for klubben. I dag ved de fleste fodboldspillere godt, at klubånden ikke er større end kontrakten.

Den dengang 16-årige Mads Timms største drøm var at få sit navn på stoleryggen i Manchester Uniteds café.
Den dengang 16-årige Mads Timms største drøm var at få sit navn på stoleryggen i Manchester Uniteds café. Foto: Jytte Nielsen
Vis mere

En dag, mange år efter at vi begge var stoppet i United, læste jeg et interview med David Beckham. Han havde kort forinden mødt Ferguson til en reception. Det var ti år siden, Ferguson havde været hans manager, men Beckham havde alligevel taget sig selv i både at kalde ham »boss« og gemme sit rødvinsglas omme på ryggen. I dag kan du ikke have samme magt over feterede unge mangemillionærer.

Mit personlige forhold til Ferguson var noget ambivalent. Jeg var starstruck, da han ringede hjem til mig som 15-årig og de første gange, jeg hilste på ham. Han behandlede mig pænt. Han kaldte mig Mads, og jeg kaldte ham Alex. Da arbejdet som fodboldspiller blev hverdag, så jeg ham sjældent.

Han overværende maksimalt en hel U17- eller U19-træning om året. Selv når jeg trænede med førsteholdet, kiggede han bare på. Jeg så ham meget sjældent coache selv. Det tog Queiroz eller en af hans andre assistenter sig af. Fergusons rolle var i højere grad at agere en slags sportsdirektør – og så at bruge sin legendestatus til enten at belønne eller straffe spillere.

Når vi trænede med ungdomsholdene, kom han indimellem forbi og hev et par stykker af os til side. Så snakkede han lidt, om vejret, en kamp han havde set i fjernsynet eller maden i kantinen. Det var et rent setup, en belønning til spillere, der havde gjort det godt. Og en måde at skabe misundelse på, så resten af holdet tog sig mere sammen. Alle ville gerne være en af dem, Alex Ferguson småsnakkede med, og jeg kan selv skrive under på, at det var en fantastisk følelse.

Mads Timm skiftede fra OB til Manchester United allerede som 16-årig. Her ses han på besøg i sin gamle klub tilbage i 2002
Mads Timm skiftede fra OB til Manchester United allerede som 16-årig. Her ses han på besøg i sin gamle klub tilbage i 2002 Foto: CLAUS FISKER
Vis mere

Lige så ubehageligt var det i øvrigt at stå og kigge på, uden for det gode selskab. Man følte sig som et medlem af Jehovas Vidner, der havde modtaget blod og nu var blevet udstødt af flokken. Fergusons indvirkning på folk var så stor, at trænerne automatisk lagde en smule afstand til dem, han havde udstødt, og gav mere opmærksomhed til dem, han havde peget ud. Jeg prøvede begge dele flere gange.

I løbet af foråret 2003 mærkede jeg flere gange Fergusons vrede. Efter debuten i Champions League stod jeg fodboldmæssigt bedre end nogensinde, men måske skulle jeg netop derfor holdes nede. Først gik han amok på mig, fordi jeg en dag kaldte ham »Alex« foran nogle af de andre ungdomsspillere.
»I’m not your friend. I’m your fucking boss,« skreg han ind i hovedet på mig.

Kort efter tog Brian McClair fat i mig og sagde, at Ferguson ville se mig på sit kontor. Jeg havde fået en Porsche, og jeg var godt klar over, at chefen brød sig meget lidt om, hvis man spillede for smart. Af samme grund havde jeg parkeret omme ved den indgang, hvor de almindelige arbejdere normalt holdt.

Kort forinden havde David Beckham haft en formnedgang, men havde alligevel dristet sig til at søge tilladelse til at ankomme til træning i helikopter. Det var Ferguson flippet helt ud over. Nu havde han opdaget min Porsche.

»Fucking idiot« kaldte han mig ved den lejlighed, og så tog jeg en taxa til træning i en periode.

Da vi kort efter skulle spille en vigtig kamp i FA’s Youth Cup, en prestigefyldt pokalturnering for engelske ungdomshold, inviterede han hele holdet ind på sit kontor.

Han stod og svingede med en økse, mens han i bestemte vendinger forklarede os, hvor stor en fiasko det var, hvis ikke vi gik hele vejen og vandt pokalen.

En fredag i begyndelsen af marts 2003 fik jeg at vide, at jeg ikke skulle spille for hverken U-holdene eller reserverne i den kommende weekend. I stedet skulle jeg møde mandag og træne med førsteholdet. Tirsdag skulle jeg med i truppen til Champions League-kampen mod Basel fra Schweiz. Det var en fed besked at få efter en vinter, hvor jeg stadig ikke havde spillet andre førsteholdskampe end efterårets kamp mod Maccabi Haifa. Om mandagen, da jeg mødte ind, blev jeg stoppet af Brian McClair.

»Mads, hør her. Indimellem sker der uretfærdige ting i fodbold, som man ikke kan forklare ...« begyndte han.

Den besked, han skulle give mig, gik ham på, kunne jeg se.

»Du skal ikke træne med i dag alligevel, og du skal ikke spille i morgen. Bare tag hjem, og mød ind i morgen sammen U19-holdet,« sagde han.

I bogen fortæller Mads Timm om sit forhold til den legendariske manager Alex Ferguson.
I bogen fortæller Mads Timm om sit forhold til den legendariske manager Alex Ferguson. Foto: Michael Regan
Vis mere

Det var noget af et antiklimaks. Hvad foregik der? Det kunne Brian McClair ikke rigtigt svare på. Men nogle dage efter fandt jeg ud af, at min konkurrent i angrebet på U-holdene, Danny Webber, havde skrevet kontrakt med Alex Fergusons søn, Jason, der havde nedsat sig som fodboldagent. Samtidig havde Webber forlænget med United. Det var en offentlig hemmelighed på træningsbanen, at både Alex Ferguson og søn havde gjort en god handel, og at Webber derfor skulle belønnes med en plads på bænken i en Champions League-kamp. Webber havde ellers ikke spillet særlig godt i lang tid, og jeg var langt foran ham i den interne konkurrence om pladserne.

Men det var åbenbart ligegyldigt. Det var vigtigere, at faren plejede sønnens interesser. Ferguson havde flere gange mindet mig om, at hans egen søn var fodboldagent og gerne tog nye klienter ind, men det havde jeg afvist. Først den dag gik det op for mig, hvor stor konsekvens det havde for min karriere.

Der var sportslige grunde nok til at udtage mig til førsteholdet, og i løbet af 2003 blev der kun flere. Kort efter vandt vi FA’s Youth Cup. Finalen mod Middlesbrough blev spillet over to kampe, en i Middlesbrough og en på Old Trafford. Det var første gang, jeg spillede der. Jeg havde set utallige kampe på Uniteds legendariske hjemmebane, primært fordi Brian McClair indførte mødepligt, når førsteholdet spillede hjemme i Premier League. Men det var selvfølgelig noget andet at løbe rundt derinde selv.

For en gangs skyld var det førsteholdet, der var tvangsindlagt til at se os spille, og inden kampen kom alle spillerne hen og gav hånd og ønskede os held og lykke.

Foto: Michael Regan
Vis mere

Det var anden gang nogensinde, David Beckham havde kigget mig i øjnene, mens han talte til mig. Første gang var da han takkede mig for at sige, at han havde en lækker kone.

Vi vandt 3-1 sammenlagt og sikrede os den pokal, som en øksesvingende Ferguson havde krævet. Men vi fik ikke lov til at hvile på laurbærrene. Lige efter finalen tog vi til Italien for at spille med i en anden ungdomsturnering.

»Don’t celebrate. Keep winning,« befalede Ferguson. Man måtte aldrig nyde noget for meget, lød en del af hans kernefilosofi.

På det tidspunkt var jeg for længst ved at være ødelagt, både fysisk og mentalt. Ødelagt af at stræbe efter alle de kortsigtede mål i hans vinderkultur og af at bearbejde skuffelserne ved at arbejde endnu hårdere og blive endnu mere hård.

Men som så mange gange før; lige inden jeg knækkede og gav op, kom der en belønning, der på overfladen så ud til at gøre alting det hele værd. En dag sad jeg som repræsentant for vores Youth Cup-vindere sammen med akademidirektør Les Kershaw til et møde med Nike. De var interesserede i at vide mere om, hvem i ungdomstruppen der eventuel havde gjort sig fortjent til et personligt sponsorat.

»Mads selv bliver jo rykket permanent op i førsteholdstruppen fra næste sæson,« svarede Les Kershaw.

Jeg spillede kold og nikkede, men inden i var jeg ved at eksplodere af glæde. Den besked havde jeg ikke selv fået, men hvis Kershaw sagde det, så måtte det passe. Inden vi gik på sommerferie, bekræftede både Alex Ferguson og Brian McClair, at Manchester United så mig som en del af fremtiden, og at jeg næste år skulle dele omklædningsrum med Beckham, Giggs og alle de andre.