De sidste 10 år har Lionel Messi og Cristiano Ronaldo på skift taget prisen som verdens bedste fodboldspiller. I går vandt ingen af dem.

Derfor havde de to verdensstjerner valgt at blive væk fra Fifas store awardshow i London – endda på trods af at begge skulle modtage en pris for at være udtaget til årets hold. Og derfor kunne danske Josephine Skriver stjæle opmærksomheden.

For selve awardshowet var langtfra noget, der fik de mange seere fra hele verdenen op af stolene. Showet fik stor kritik for at være for langt, indeholde dårlige jokes og akavede øjeblikke. I hvert fald indtil danske Josephine Skriver trådte på scenen sammen med den tidligere saudiarabiske angriber Sami Al-Jaber.

Her skulle Victoria Secret-supermodellen overrække prisen til årets fans – den såkaldte Fifa Fan Award. Men det var ikke de glade peruvianere, der løb med opmærksomheden. Langtfra. I stedet var det altså en storsmilende Josephine Skriver, der holdt fodboldspillernes og seernes opmærksomhed.

Josephine Skrivers tilstedeværelse på scenen fik hurtigt folk på Twitter til tasterne.
Josephine Skrivers tilstedeværelse på scenen fik hurtigt folk på Twitter til tasterne. Foto: JOHN SIBLEY
Vis mere

Danskerens guldkjole stod noget ud fra mændene på scenen, der alle var iklædt mørke jakkesæt. Og mens de peruvianske vindere nu var glade nok – og hev halstørklæder frem på scenen - var det stadig ude i scenens ene kant, at øjnene naturligt rettedes.

På Twitter var folk da heller ikke sene til at reagere på Josephine Skrivers gæsteoptræden.

  • 'Respekt til de fem mænd, der kunne fremstamme en sætning med Josephine Skriver ved deres side. Det havde jeg ikke kunnet.'
  • 'Josephine Skriver er overdrevet lækker.'
  • 'Hvordan får jeg fat i en Josephine Skriver til mig?'
  • 'Jeg har ingen idé om, hvilke priser der bliver uddelt – jeg er her kun for at se Josephine Skriver.'
  • 'Jeg vil hellere vinde hende (Josephine Skriver, red.), end jeg vil vinde en pris.'

Det var ellers ikke, fordi der manglede store navne til det prestigefyldte show. Her var både tidligere og nuværende stjerner i et væk. Blandt andet var gamle navne som Ronaldinho, brasilianske Ronaldo, Edwin van der Sar at finde blandt publikum, mens også nogle af tiden varmeste navne som Kylian Mbappé, Eden Hazard og Raphael Varane havde sat sig godt til rette.

Men fodboldspillerne, der er vant til at have al opmærksomheden, måtte i går nøjes, mens danskeren altså løb med de længste blikke. Herunder kan man på hendes Instagram se, at hun også kan lide NFL - og nærmere bestemt holdet Oakland Raiders:

De mange priser ved showet fordelte sig i øvrigt således:

  • Årets mandlige spiller: Luka Modric
  • Årets kvindelige spiller: Marta
  • Årets målmand: Thibaut Courtois
  • Årets hold: David de Gea, Dani Alves, Raphael Varane, Sergio Ramos, Marcelo, Luka Modric, N'Golo Kanté, Eden Hazard, Kylian Mbappé, Lionel Messi, Cristiano Ronaldo.
  • Årets mandlige træner: Didier Deschamps
  • Årets kvinde-træner: Reynald Pedros
  • Fifa Fair Play Award: Lennart Thy
  • Fifa Puskás Award: Mohamed Salah
  • Fifa Fan Award: Peru