Thomas Frank skal bæres i kongestol, hvis Brentford lykkes med deres kup i Premier League, mener B.T.s sportsredaktør Lasse Vøge.

Den danske fodboldstrateg kom til London-klubben i december 2016, rykkede dem op i verdens bedste liga, fik dem til at overleve gang på gang, og nu står Thomas Frank og Brentford klar til endnu gevinst, som ingen havde troet mulig.

Danskerklubben kan nemlig score en plads i europæisk fodbold for første gang i klubbens historie.

»Thomas Franks sæson har været intet mindre end sensationel. Man kunne på forhånd godt frygte for Brentfords sæson, efter at topscorer Ivan Toney var blevet solgt, og erstatningen, Igor Thiago, blev langtidsskadet i optakten,« siger B.T.s sportsredaktør Lasse Vøge.

Thomas Frank sagde farvel til topscorer Ivan Toney.
Thomas Frank sagde farvel til topscorer Ivan Toney. Adrian Dennis/AFP/Ritzau Scanpix

»Men den danske manager har alligevel fået stablet en af Premier Leagues farligste offensiver på benene. Med to spillere - Mbeumo og Wissa - i top-fem på topscorerlisten. Og med tre flotte sejre i træk bejler Brentford nu til europæisk fodbold i den kommende sæson. Med et af Premier Leagues mindste budgetter.«

»Det er respektindgydende flot managerarbejde af den tidligere Brøndby-træner, og jeg gætter på, at han over sommeren traditionen tro vil blive sat i forbindelse med adskillige topklubber.«

Brentford ligger lige nu nummer ni i et meget tæt Premier Leauge-felt, men den europæiske billet kan sikres, fordi England potentielt kan sende hele ti klubber ud i Europa fra næste sæson - og det er en sindrig fordeling, der dog er okay simpel for Franks mandskab:

Klubben kan rejse ud i Europa, hvis de bliver nummer otte i Premier League, og Manchester City samtidig vinder FA Cuppen. 

Lige nu er Franks tropper kun et point efter Bournemouth på ottenpladsen med tre runder tilbage. 

B.T. Fodbold

B.T. Fodbold er podcasten til dig, der elsker Superligaen og landsholdet. I denne episode gennemgår panelet det medrivende derby i Brøndby, evaluerer dommeren i Herning, hylder Froholdt og et meget mærkværdigt straffespark. Og meget mere Vært: Lasse Vøge Medvært: Kristian Schlüter Producer: Lasse Vøge Programansvarlig: Niels Philip Kjeldsen Husk, at skrive dig op til nyhedsbrevet her