Kasper Schmeichel har vundet endnu en kamp - og sender sin konkurrent til tælling.
Hans træner slår nemlig fast, at den danske landsholdsmålmand er nummer et på målmandsposten i den belgiske storklub Anderlecht.
»Kasper er blevet udnævnt som førstemålmand. Han spillede i de seneste to kampe, og han kommer også til at stå mod Mechelen, siger Anderlechts danske træner, Brian Riemer,« til Het Nieuwsblad.
Dermed må Schmeichels målmandskonkurrent, Maxime Dupé, gøre sig klar til at sidde på bænken også fremover, selvom han var førstemålmand, inden den rutinerede dansker skiftede gratis fra Nice til Anderlecht efter transfervinduet var smækket.

Den officielle udmelding om Schmeichels status kommer ikke bag fans og følgere af den belgiske danskerklub, hvor også Kasper Dolberg, Thomas Delaney og Anders Dreyer spiller.
»Jeg har ikke talt direkte med Maxime Dupé om dette, men fodboldspillere er ikke dumme. Maxime har allerede forstået sin situation. Jeg har sagt til hele truppen, at beslutningen ikke er endegyldig. Der er en sund konkurrence på holdet,« siger Brian Riemer:
»Schmeichel vil skulle bevise hver eneste uge, også til træning, at han fortjener sin plads i målet. Vores målmandstræner vil fortsætte med at lave løbende evalueringer. Især i store klubber er det sådan, at man er nødt til at acceptere konkurrence om pladserne.«
Anderlecht møder Mechelen lørdag, og det ventes at Dolberg er tilbage efter en skade. Delaney er ude med sit brækkede kraveben.
