Newcastle-talentet Elias Sørensen har brug får spilletid, så den engelske klub overvejer nu at leje ham ud.

Et nyt dansk stjerneskud er ved at tage form i det mørke England. Elias Sørensen har banket kasser ind på stribe for U23-holdet i Newcastle, og det fik Premier League-klubben til at forlænge kontrakten med det danske stortalent.

Forventningerne til Elias Sørensen er derfor store, men han er stadig kun 19 år, så han har brug for spilletid hver uge. Det kan han formentlig ikke få i Newcastle, og derfor overvejer de nu at leje ham ud.

»Vi snakker om det, inden han tager af sted (med U21-landsholdet red.),« siger Newcastles reserveholdstræner Ben Dawson til Chronicle Live og fortsætter:

»Han har brug for at spille fast hver uge, og det bedste sted for ham er, at komme på lån et sted, hvor han kan lære af en erfaren angriber.«

19-årige Elias Sørensen har scoret 15 mål for Newcastle U23 i denne sæson.

Det var i weekenden, at det Newcastle meddelte, at man har forlænget kontrakten med den unge dansker frem til 2022.

»Det betyder meget. Jeg har arbejdet hårdt for det i tre år, så jeg er glad for at skrive kontrakt med så stor en klub,« sagde danskeren i den forbindelse.