Joakim Mæhle var ikke glad, da Danmark havde tabt 1-3 til Tyskland, og det var tid til at takke de danske fans. Den bænkede højre back strøg nemlig direkte i omklædningen.

»Det var frustrationer over, at vi først og fremmest taber, og der skal et lille mirakel til, før vi kan gå videre fra gruppen nu. Jeg er træt af nederlaget, og jeg er også træt af, at jeg slet ikke får spilletid,« sagde Joakim Mæhle om situationen.

Han sad på bænken og så samtlige 90 minutter af Danmarks nederlag på trods af, at han har spillet et brag af en mesterskabssæson for belgiske Genk.

Han er en af de mest formstærke danske spillere, men mod Tyskland var Ajax’ Rasmus Nissen altså valgt.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det er pisse irriterende. Jeg synes ikke, at jeg har fortjent at sidde derude. Jeg siger ikke, at jeg har fortjent at spille, men jeg har heller ikke fortjent ikke at spille i hvert fald. Jeg synes, at jeg gør alt, hvad jeg kan,« siger Joakim Mæhle.

Den tidligere AaB-back havde været i bad og fået lidt tid til at tænke over tingene, da han trådte ud og gav sine betragtninger med.

Men frustrationerne var altså alligevel ikke skyllet helt af under bruserne på Stadio Friuli i Udine.

»Vi er konkurrencemennesker, og vi vil altid spille. Vi lever for at spille. Så når man bliver sat på bænken, er det bare pisse irriterende. Der er stor konkurrence, men jeg synes, at jeg har gjort alt, hvad jeg kunne,« sagde Joakim Mæhle og fortsætter.

»Jeg fik ingen forklaring, men han vælger jo bare Rasmus i stedet for. Det er vel bare forklaringen.«

Med 1-3-nederlaget er danskerne tvunget til at vinde de to sidste kampe i gruppen mod Østrig og Serbien.

Det er nemlig kun gruppevinderne, der er sikret deltagelse i semifinalen, mens den bedste toer i de tre EM-grupper også kommer med.

»Det kræver et lille mirakel, men vi har to kampe tilbage, og vi skal selvfølgelig vinde næste kamp, og gør vi det, synes jeg også, at det ser godt ud, og så har vi en chance for at gå videre,« siger Joakim Mæhle.