De er rige og skal derfor hjælpe til ved at tage en lønnedgang.

Sådan mente den britiske sundhedsminister Matt Hancock, at de mange fodboldspillere i England kunne og burde gøre for at give en hånd til den hårdt belastede økonomi under corona-pandemien.

Udtalelsen har fået meget kritik, og senest har den tidligere engelske landsholdsstjerne Wayne Rooney kritiseret ministeren for holdningen.

Det samme gør den tidligere danske landsholdsmålmand Jonas Lössl nu.

Lössl er ikke enig med den engelske sundhedsminister.
Lössl er ikke enig med den engelske sundhedsminister. Dylan Martinez

»Jeg må ærligt sige, at jeg synes, at det er uhørt at lave sådan en udtalelse, som er en hetz direkte mod os,« siger Jonas Lössl ifølge TV2 til Eurosport og tilføjer:

»Jeg synes ikke, at det hænger sammen at gå direkte efter en afgrænset del af det økonomiske system, som i forvejen er rigtig god for den engelske økonomi. Der har du nogle andre midler, du bruger som minister og som stat,« forklarer han og kommer selv med et forslag, hvor mange af fodboldspillerne ville blive involveret.

»Det er mig uforstående, at man ikke vælger at gå ind og justere på topskatten, hvis man gerne vil have fat i nogle ting, fordi på den måde får du fat i alle, fordi det er ikke kun fodboldspillere, der tjener mange penge,« foreslår han.

Jonas Lössl er i øjeblikket udlejet til Huddersfield fra Everton.