Bjørn Paulsen har valgt at blive, hvor han er.

I Sverige, i Stockholm, i Hammarby.

Trods interesse fra andre klubber sværger den danske fodboldspiller nu troskab til den klub, hvor han er i gang med sin anden sæson.

»Ja, jeg bliver,« konstaterer Bjørn Paulsen over for Aftonbladet:

»Der har været interesse, og sådan har det været for mange spillere efter vores forår.«

For ja, det har indtil videre været en rigtigt god sæon for Hammarby, der kun har vundet et svensk mesterskab nogensinde (i 2001). Holdet har længe ført Allsvenskan og er i øjeblikket på andenpladsen med et point op til AIK Stockholm, der dog har spillet en kamp mere.

Og de gode resultater er også en af grundene til, at Bjørn Paulsen gerne vil blive i den svenske klub.

»Vi ved, at Hammarby gerne vil være med i toppen. Vi vil alle virkelig gerne tage den titel,« siger Bjørn Paulsen.

Han kom til klubben i januar 2017, hvor han blev hentet af den danske træner Jakob Michelsen, der selv netop var tiltrådt i den svenske hovedstadsklub.

Mens Jakob Michelsen dog blev fyret i begyndelsen af 2018, er den målfarlige defensivspiller stadig i truppen. Og er vellidt.

»Jansson (Hammarby-sportschef med fornavnet Jesper, red.) vil gerne have, at jeg bliver, og han har sat en stor prislap på mig,« som forklaringen lyder fra Bjørn Paulsen, der så sent som i mandagens 1-2-nederlag til Östersunds FK scorede et mål.

Ifølge Aftonbladet skulle græske AEK Athen have været interesseret i ham.

Der er yderligere to danskere i Hammarby, Mads Fenger og Jeppe Andersen. I målet står den tidligere FC København-svensker Johan Wiland.