Mandag aften fik den danske IFK Göteborg-spiller Lasse Vibe en perfekt start på sæsonen i Allsvenskan. Hans svenske klub vandt ikke alene premierekampen med 2-0 over rivalerne fra AIK Stockholm. Vibe var med én scoring og flere fremragende aktioner også kampens store oplevelse. Alligevel havde han svært ved at glæde sig over præstationen efter kampen.

Den tidligere Sønderjyske-spiller er nemlig dybt berørt af det drab, der søndag blev begået på en sagesløs fodboldfan i Helsingborg. Ikke mindst fordi han lige som Lasse Vibe var familiefar:

- Jeg har selv børn. Og ham, der blev dræbt, havde fire. Hvordan skal man forklare de børn, at han aldrig kommer hjem? Det er noget, der berører mig dybt, siger han til BT og fortæller, at han forsøgte at pakke følelserne væk under selve kampen:

- Man er nødt til at slukke for de følelser, når man skal spille. Men jeg skal være ærlig at sige, at det var svært. Mange følelser passerer igennem ens krop i sådan én kamp, hvor der er masser af intensitet og mange mennesker. Det havde jeg lidt svært ved at kontrollere efter kampen.

- Da jeg gik ud for at blive interviewet efter kampen, vendte sorgen tilbage. Nu var kampen ovre, og så var det tilbage til følelsen af, at der sidder fire børn et sted, hvis far ikke kommer hjem - og en mor, som skal sidde og forklare det. Dér var følelserne ved at kamme over igen, siger en tydeligt påvirket Lasse Vibe.

Selve kampen blev ramt af endnu en dramatisk episode. Kort inden i anden halvleg af kampen var dommeren nødt til at afbryde kampen i fem minutter, da der var udbrudt brand på en tribune. De medrejsende Göteborg-fans havde ved anden halvlegs start tændt romerlys - og ifølge det svenske politi antændte det branden. Derfor valgte dommeren for en sikkerheds skyld at beordre alle spillerne ned i omklædningsrummet.

- Jeg synes ikke, der var så meget dramatik i det. Jeg var bare mest nervøs for, om kampen ikke ville blive spillet færdig. Adrenalinet pumper, så jeg tænkte bare på, at jeg lige havde haft en stor chance - og at jeg følte, vi havde fået en rigtig godt start på anden halvleg, siger Lasse Vibe, der dog er irriteret over, at situationen har fjernet fokus fra en ellers fremragende fodboldkamp:

- I dag er alt, folk snakker om, at kampen blev afbrudt - eller hvor mange romerlys der var. I stedet for at tale om hvor fantastisk en kamp, det var. Kærligheden til fodbold kommer til at stå i anden række. De her episoder fjerner gløden og glæden ved at spille fodbold.

- Tilhængerne er nødt til at indse, at hvis man slår én i hovedet eller kaster med noget mod én person, så kan det gå galt. Det kan godt være, at man ikke gør det for at dræbe. Men det kan ske. Denne gang endte det ekstra tragisk, fordi det ramte én, der var uskyldig og slet ikke var inde i hooligan-kredsene, siger Lasse Vibe og erkender, at dødsfaldet har fået ham til at tvivle på, om fodboldkampene er prisen værd:

- Fodbold er en krig om bolden. Det er ikke menneskeliv, der skal være på spil. Det er så håbløst. Det er også derfor, jeg bliver så sur. Jeg får næsten lyst til at stoppe, hvis det skal ende ud i sådan noget her. Der er ikke derfor, jeg spiller fodbold.