Ken Ilsø havde mærket bølgerne tage til i højde, mens den lange smalle båd sejlede længere ud, og nu da de sad på det åbne hav, var det voldsomt. Båden blev kastet op og ned, mens bambusrørene på siden af den sørgede for, at den trods alt holdt balancen og ikke kæntrede. Kaptajnen på den lille færge, der i virkeligheden blot var en stor kano med motor og tag over, virkede ikke længere tryg, og nu blev der uddelt redningsveste.
Inden afrejsen fra Puerto Galera, hvor Ken Ilsø sammen med sin tyske rejsemakker havde fridykket i det smukke, blå vand, var det begyndt at blæse op, men færgen sejlede alligevel, så de var taget med for at komme tilbage til Manila. Nu sad de på havet med livet i hænderne på en kaptajn, der måtte træffe en beslutning, hvis han selv og hans passagerer skulle levende i land.
Han besluttede sig for at skifte kurs. For at søge tilbage mod land. Da de kom ind, kyssede han sin venstre overarm og sendte en tak mod himlen. Da vidste Ken Ilsø, at det havde været alvorligt.
***
Ken Ilsø sidder på Café Wild Flour i Manilla, Filippinernes hovedstad. Jeg sidder i et lyst lokale med glasvægge hos Berlingske Media mellem Pilestræde og Sværtegade i det centrale København. Vi er på Skype. Mellem os ligger Østeuropa, Rusland, Indien og Kina.
For et halvt år siden var vi en del af den samme verden. Han spillede fodbold, jeg interviewede ham. To sider af samme sag. Sådan er det ikke længere. Ikke lige nu i hvert fald. Jeg er her stadig og går på arbejde fra søndag til torsdag, inden jeg tager hjem til min kommende kone og vores tre-årige søn. Efter to fridage gentager det sig.
Ken Ilsø bor blandt lokale filippinere i en sidegade til Manilas store hovedvej, Makati Avenue. Her er ingen turister, og i begyndelsen vakte han opsigt blandt naboerne. Nogle dage kører han af sted på en scooter. Andre dage hænger han ud med de mennesker, han tilfældigt har mødt på sin tur. Eller han er bare sammen med sin filippinske kæreste, som han mødte kort tid efter, han var ankommet.
- Når jeg taler med dig, føles det lidt som at blive hevet tilbage i den store tankeverden, jeg levede i, da jeg boede i Danmark og Tyskland, siger Ken Ilsø på et tidspunkt.
- Jeg havde en tendens til at lukke mig inde i en boble. Jo mere jeg havde af materielle ting, desto mere bekymret blev jeg for at miste det. Jeg blev nødt til at sprænge den boble og gøre noget, der i nogles øjne var irrationelt. Men efter jeg har været rundt, er jeg blevet meget mere i nuet. Jeg har specielt lagt mærke til, at jeg er blevet meget mere ubekymret.
Hvordan skal man forstå den boble, du taler om?
- Det er vel en form for selvhøjtidelighed. Jeg troede, jeg var den eneste i verden. Der var en optagethed af mig selv. Alt handlede om, hvordan jeg havde det, og jeg havde et enormt fokus og en konstant analyse af, hvorfor jeg havde det sådan. Det var en psykologisk selvhøjtidelighed.
Hvorfor blev det sådan, tror du?
- Det er den måde, fodboldverdenen også fungerer på. Det er en meget egoistisk verden, som selvfølgelig også udspringer af de forventninger, der er fra mennesker omkring eliteatleter. Det gjorde, at mit fokus blev rettet så meget ind mod mig selv, at det til sidst blev for meget. Man spiller nogle gode kampe, scorer nogle mål, skal sikre sig en ny kontrakt og sikre sig efter karrieren. Jeg oplevede, det var det samme og det samme, og der kom aldrig nogen dybde.
Kan du uddybe, hvad du mener med dybde?
- Lad os tage et enkelt aspekt: Relationer. Det eneste, man kunne snakke om, var noget omkring fodbold. Det var det, man var sammen om, og det ved jeg godt, der er mange, der oplever i andre projekter uden for fodboldens verden. Men fra min karriere har jeg en eller to, jeg taler med stadig. Jeg taler ikke med andre. Især i Tyskland var der en stor overfladiskhed. Det var relationer uden dybde, for næste år var vi væk og så ikke hinanden mere.
***
I februar 2014 bad Ken Ilsø om at få ophævet sin kontrakt med Bochum. Han levede en på overfladen sikker tilværelse som professionel fodboldspiller, men gennem længere tid havde uroen samlet sig i ham, og da han bad klubledelsen om at få ophævet sin kontrakt, overskyggede lettelsen ved at slippe væk tyskernes skuffelse over hans valg. Han tog til Kina. Tjente pænt i storklubben Guangzhou R&F, men allerede 29. maj, kun fire måneder efter han var tiltrådt, sluttede det.
Træner Sven-Göran Eriksson ville egentlig gerne have beholdt ham, men klubben havde brug for en stor spidsangriber, og da der i Kina kun er plads til tre udlændinge på banen ad gangen, blev Ilsø ofret som ham med den korteste kontrakt og en klausul om at kunne få den ophævet efter en halvsæson. Nu stod Ken Ilsø i Kina uden nogen form for binding og besluttede sig for at fortsætte sådan. Med at rejse uden binding. Og så havnede han på Filippinerne.
- I begyndelsen var det meningen, det bare skulle være to uger, men så blev det til tre måneder. Jeg startede med at udskyde det, og så fandt jeg en kæreste ret hurtigt. Jeg mødte en masse mennesker, og jeg elsker Asien. Der er noget ved folkefærdet, der tiltaler mig utroligt meget, fortæller Ken Ilsø.
- Jeg ved godt, at der er undersøgelser, der viser, at danskerne er verdens lykkeligste, og det hænger sikkert sammen med tryghed og et liv, hvor man kun har få bekymringer. Men når jeg render rundt i Manila eller tager scooteren og kører gennem små landsbyer og ser børn og familier, der ingen ting har, så ser jeg det smil, de har på...
Han gør ikke sætningen færdig.
***
' Jeg mærker uro. En uro, som jeg ikke kunne, og stadig ikke altid kan sætte ord på. At finde ro, kilden til det eller måske det modsatte – uroen – er blevet til en rejse for mig. Den rejse vil jeg invitere jer med på. Jeg vil finde roen i mig selv. Og når jeg har fundet den, så vil jeg sprede den. Dele ud af den, udvikle den og gøre den til en del af mig.'
(Uddrag fra Ken Ilsøs blog på still-tripping.com, 16. marts 2014.)
Ken Ilsø deler ud af sine tanker på sin blog. Det er et blik ind bag facaden på et søgende menneske, der er i færd med at begribe sin uperfektion, og som ransager sit sind for øjnene af dem, der vil se med. Det er en paradoksal gavmildhed som en trods mod erkendelsen af en altfavnende nærighed. En nærighed i forhold til penge, følelser og adgang til det personlige rum. Det er fortællingen om et fokus på kost og diæter i en professionel fodboldverden, der til sidst udviklede sig til det sygelige. Det er eksistentielle spørgsmål om sandhed og kærlighed og rejsen for at finde sig selv.
- Jeg har en gang læst en person sige, at man rejser ud for at finde ud af, hvem man selv er. Det er vel det, jeg gør. Det er på en måde også et opgør med det, jeg kommer fra. Jeg er opvokset med sikkerhed, varmt og koldt vand i bruseren og et stort fjernsyn. Nu har jeg ikke nogen bruser, jeg vasker mig ved at hælde vand over mig selv fra en stor balje, og jeg bor i et baglokale i en sidegade i Manila. Det giver mig noget ro. Jeg er i oplevelsernes land. Det, jeg ser og oplever, har jeg aldrig oplevet før, fortæller Ken Ilsø.
Hvad er din forklaring på, at du finder ro ved at give slip på den sikkerhed?
- Jeg har haft svært ved at give slip på sikkerhed. Det, jeg har gjort, indebærer en vis risiko, og jeg har også fået en del mails fra andre, der har lyst til det samme, men så har de måske lige mødt en kæreste eller er bange for, at det ikke kan passe med det ene eller det andet. Vi er så gode til at finde undskyldninger for ikke at gøre det. Det behøver ikke være det spring, jeg har taget. Det kan være alt muligt andet. Men efter jeg har taget springet, efter jeg har givet slip på sikkerheden, føler jeg, at jeg har sluppet nogle bekymringer.
Mens han bor på Filippinerne, træner Ken Ilsø med de filippinske mestre fra Global FC. En udmærket klub på dansk 1. divisionsniveau. Forleden vandt den 12-0 over et hold fra den næstbedste række i den pokalturnering, der kører i øjeblikket, mens der er pause i turneringen.
Han spiller ikke kampe, men holder formen ved lige. Om han gør det i Filippinerne eller i Danmark kan være det samme, mener han. Rent fodboldmæssigt i hvert fald. Processen er bare anderledes. Mens han før ventede på de to gange, han havde ferie om året og kunne komme af sted, er han nu af sted hele tiden.
- I stedet for at sidde og rode med de store tanker og vente spændt på de to gange om året, hvor jeg kunne tage af sted, har jeg valgt at tage rygsæk på, snøre fodboldstøvlerne på siden og så rejse rundt med dem.
Hvor rejser du hen?
- Min umiddelbare tanke er, at jeg fortsætter i Asien. Sæsonerne er forskudt i forhold til i Europa, og der er udlændingekvoter. Så jeg forestiller mig, den fortsætter her, men jeg ved det ikke.
Er der noget, der har fristet dig andre steder?
- Der har været en del henvendelser fra Europa, og lige da jeg stoppede i Kina, var der også noget i Kina, men jeg følte ikke, det var det rigtige. Der har været rigtig mange løse henvendelser, og så har der været noget, hvor jeg har sagt nej. Jeg har ikke haft den gnist i maven. Jeg har besluttet mig for, at jeg ikke ville gå på kompromis, da jeg stoppede i Bochum, for det var et kompromis at tage til Bochum. Et kompromis med sikkerhed. Det vil jeg ikke gentage.
Kommer du nogensinde tilbage og spiller i Europa?
- Det er et godt spørgsmål. For jeg ved det ikke selv. Men hvis jeg tænker over det, vil jeg på et tidspunkt gerne stifte familie, og her har jeg måske brug for den sikkerhed, der findes nogle steder i Europa. Så jeg kan godt forestille mig, at jeg slutter af i Europa rent fodboldmæssigt. Men igen: Jeg forsøger egentlig ikke at planlægge så meget om, hvordan mit perspektiv ser ud om et til fem år. For jeg ved af erfaring, at det ændrer sig med lynets hast alligevel.
Har du fundet roen, eller har du en latent uro, der vender tilbage, hvis du for eksempel tager hjem til Danmark?
- Jeg er måske stadig urolig i og med, at jeg er på rejse, og at jeg stadig vil have uroen, når jeg er hjemme. Men der er en uro, som gør, at jeg skal ud og opleve at rejse. Jeg følger bare mine instinkter, og det er måske ikke nu, det er ikke tidspunktet at se mig selv ude fra. Det ville være tilbage til boblen. Jeg prøver lige i øjeblikket bare at være til.
Foto: Ken Ilsø
