De danske landsholdspillere ville have ham - og det har de fået.

Thomas Helmig er manden bag den danske VM-slagsang.

Det oplyser DBU tirsdag.

Sangen hedder 'Hele Danmark op og stå', og det er Thomas Helmig, der har skrevet både tekst og musik. Øverst i artiklen kan du se, hvor landsholdet skal bo under VM-slutrunden

»Det er en kæmpe ære, for jeg har fulgt landsholdet hele mit liv, siger Thomas Helmig til DBUs hjemmeside:

»Jeg skulle lige finde vinklen, for jeg har ikke skrevet sådan en type sang før. Jeg har forsøgt at skrive om de følelser, fodbold i almindelighed og landsholdet i særdeleshed vækker i os. Samt om, hvad der er forbundet med at have et nationalt samlingspunkt.«

At Thomas Helmig til VM-slutrunden skulle stå for den danske VM-sang har også været et ønske fra de danske landsholdsspillere.

Det kan man se i en lille videosnas, som DBU også har lagt ud.

I videoen kan man se Viktor Fischer stå i 'et omklædningsrum i Dublin, en sen aften i november 2017'.

Det var her, at Danmark i timerne forinden havde vundet med 5-1 over Irland og suverænt sikret sig VM-billetten i den afgørende play-off-kamp.

I baggrunden af DBUs video kan man høre Thomas Helmigs ’Det er mig, der står herude og banker på’ brage ud af højttalerne, mens de glade danske landsholdsspillere skråler med.

Til kameraet lyder det så fra Viktor Fischer:

»Thomas er hermed inviteret til at indspille årets landsholdssang. Få det lige arrangeret med DBUs presseafdeling,« lyder det fra den nuværende FC København-spiller.

Thomas Helmig skal efter al sandsynlighed stå for den danske VM-sang.
Thomas Helmig skal efter al sandsynlighed stå for den danske VM-sang. Foto: Sofie Mathiassen
Vis mere

Og sådan er det altså blevet.

»Thomas har fyldt vores omklædningsrum med kærlighed gennem hele kvalen. Vi har hele tiden håbet, at han ville blive soundtrack til vores – og hele Danmarks – VM. Jeg er ikke i tvivl om, at alle kommer til at danse med os og Thomas under slutrunden,« siger Viktor Fischer i dag til DBUs hjemmeside.

Han synger selvfølgelig kor på sangen sammen resten af landsholdet.

'Hele Danmark op og stå' udkommer i begyndelsen af juni.

VM begynder 14. juni. Danmarks kampe spilles således:

  • 16. juni: Danmark-Peru
  • 21. juni: Danmark-Australien
  • 26. juni: Danmark-Frankrig