BT I HOLLAND

Danmark har sejlet op ad åen fra første EM-kamp i Doetchinchem, men det sluttede i Enschede med et finalenederlag til de hollandske værter på 4-2. Tre ugers tour de charme for kvindefodbolden endte med den håbede respekt, men uden den forløsning, som landstræner Nils Nielsen, stjernen Pernille Harder og semifinalehelten Stina Lykke havde drømt om.

Som en kanalrundfart, hvor du planlagde at slutte af med et glas champagne i Nyhavn, men endte med at blive sat af i Sydhavnen med en lunken flaske kiwivin. Begge dele ender jo nok med en lille fest alligevel.

Finalen blev det brag, som landstræner Nils Nielsen havde håbet på. PÅ FC Twente Stadium på en vej ved navn Colosseum, blev slaget slået. Hvis Danmark var Rocky Balboa, var det også de rødhvide, som fik første slag ind. Efter bare fem minutter blev Sanne Troelsgaard nedlagt i det hollandske felt. Dommer Esther Staubli fløjtede, og så blev stadion i Enschede tavst. Straffespark. Og så pibekoncert fra 25.000 orange-klædte fans.

Nadia Nadim sparkede, og iskold satte den danske angriber føringsmålet i nettet, slog sig på det danske logo og gled ned på knæ i jubel. Men jublen var kort. De danske fans oppe under taget nåede dårligt nok at sejle færdigt op ad åen, før Shanice van de Sanden fik Cecilie Sandvej til at ligne en kvinde i kviksand. Hollænderen sprintede forbi den danske back, sendte indlægget ind til Vivianne Miedema, og så var der udlignet til1-1.

I en actionfyldt første halvleg skulle det ikke blive det sidste mål. Hollænderne kom foran 2-1 på et langskud, der ikke var specielt hårdt sparket, men var yderligt nok til, at Stina Lykke ikke nåede ud til den.

Det kunne nok have knækket de fleste hold at være bagud 2-1 og oppe imod et stadion fyldt med hjemmefans, men Danmark har en af de dygtigste spillere i Europa. Hun hedder Pernille Harder, og efter 33 minutter viste hun, hvorfor hun har vundet to mesterskaber på et halvt år. Et løb i bybden blev til et træk ind i feltet – og med venstrebenet bankede Harder smart bolden i nettet i det korte hjørne. Et godt tidspunkt at score sit første mål i turneringen.

Efter en pause med DJ Ötzi’ske forsøg på at suge enhver kvalitet ud af gamle Beatles-sange blev de danske kvinder sendt ud af omklædningsrummet fem minutter før de hollandske.

Det blev dog ikke en fordel fra start, for fem minutter efter pausen kom Holland foran 3-2. Et frispark blev sendt forbi muren som en god, gammeldags jordtriller, men da Stina Lykke allerede var gået mod den anden side, kunne hun bare se bolden trille i nettet til hollandsk føring og et enormt jubelbrøl. Og det blev hverken det sidste eller den største decibel-måling i Enschede.

To minutter før tid var der tulipanfest igen med Vivianne Miedemas mål til 4-2. Den hollandske angriber havde inden finalen kaldt danske Pernille Harder for en af de dygtigste angribere overhovedet, men på finaleaftenen stjal hun selv showet med to mål og sendte Danmark hjem med sølvmedaljer.