Heller ikke i denne omgang lykkedes det Dansk Boldspil-Union at sikre sig værtskabet for kvindernes EM i fodbold.

Ved en afstemning i Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) hovedkvarter i Schweiz pegede eksekutivkomitéen på Tyskland.

Dermed fravalgte komitéen de to øvrige værtsbud, nemlig Polen og et fælles dansk-svensk projekt.

Formand for DBU og vicepræsident i Uefa, Jesper Møller, var ligesom sin tyske kollega Hans-Joachim Watzke ikke stemmeberettiget.

Det er anden gang i træk, DBU forgæves har forsøgt at få værtskabet for kvinde-EM.

Til EM i 2025 leverede Danmark sammen med Sverige, Norge og Finland et bud, der tabte til Schweiz i finalerunden.

I det nye dansk-svenske bud var stadioner i København, Brøndby, Odense og Aarhus udset til at skulle lægges græs til kampene i den del af turneringen, der skulle afvikles i Danmark.

DBU var på forhånd klar over, at det kunne være en ulempe, at Danmark kun råder over tre stadioner med de 20.000 tilskuerpladser, der er minimumskravet fra Uefa til en kvindeslutrunde.

Til sammenligning stiller Tyskland med otte stadioner, der alle har plads til mindst 25.000 tilskuere, og syv af dem rummer mindst 40.000 tilskuere.

Tyskerne har sat som mål at trække over en million tilskuere til kampene, hvilket i givet fald vil være historisk.

Rekorden blev sat ved EM i Schweiz i sommer, hvor i alt 657.291 tilskuere overværede de 31 kampe.

Slutrunden i 2029 bliver det 15. europamesterskab for kvinder siden første udgave i 1984.

Det er tredje gang, Tyskland skal være vært for begivenheden, der med årene har vokset sig større og større.

Da Vesttyskland var vært i 1989, var det således en miniturnering med kun fire nationer og fire kampe. 12 år senere bød det samlede Tyskland indenfor til et mesterskab med otte deltagerlande.

Siden 2017 har kvindernes EM haft 16 deltagere og i alt 31 kampe.