Efter et sandt drama misser det danske U21-landshold næste års EM-slutrunde.

Det står klart, efter de unge danske fodboldstjerner tirsdag aften tabte til Kroatien efter straffesparkskonkurrence.

Den ordinære spilletid endte ellers 2-1 til Danmark, men første playoff-opgør mellem de to nationer endte ligeledes 2-1 – dog med sejr til Kroatien. Og derfor måtte de to nationer ud i forlænget spilletid.

Her udeblev scoringerne, men efter et sandt straffedrama er det i stedet Kroatien, der godt kan begynde at pakke EM-kufferten.

Mathias Ross brændte Danmarks femte forsøg fra pletten, og så kunne kroaterne i stedet afgøre sagen.

Trods en kanonstart og to hurtige scoringer lykkedes det ikke Danmark at gøre arbejdet færdigt og sikre sig den nødvendige tomålssejr i den ordinære spilletid.

En sen kroatisk reducering sendte den kolossalt spændende kamp i forlænget spilletid og siden straffekonkurrence.

At det skulle ende som en gyser, lå ikke i kortene, da Matt O'Riley og Morten Fredrup bragte Danmark på 2-0, inden der var spillet 20 minutter.

Danskerne dominerede klart før pausen, men fra anden halvlegs start skiftede kampen karakter, og målmand Mads Hermansen måtte levere store redninger på stregen.

Seks minutter før tid gik den dog ikke længere. Indskiftede Igor Matanovic scorede fra tæt hold, da kroaterne havde overbefolket det danske straffesparksfelt.

Så måtte to trætte hold i forlænget spilletid, der trods store chancer sluttede uden scoringer.

Rumænien og Georgien deler værtskabet af slutrunden i 2023.