Alexander Jakobsen gjorde som en af få en rigtig god figur, da han spillede foråret i Viborg, og den personlige succes betød, at den svenske storklub Norrköping slog kløerne i ham.

Her er de positive præstationer bare fortsat, og efter lidt tilvænningstid og en kort skadesperiode har den unge dansk-egypter slået sit navn fast i startopstillingen og de seneste uger betalt tilbage med mål og assist.

Inden landskampspausen scorede ’Mini’Ronaldinho’, som han også bliver kaldt, sit første mål i den blåhvide trøje, da Norrköping bankede danskerklubben Hammarby med træner Jakob Michelsen i spidsen, og i samme kamp lagde han op til det andet mål i 2-0-sejren. Derudover er det blevet til to assist og et tilkæmpet straffespark i Allsvenskan for Alexander Jakobsen, der ikke var udtaget, da Egypten for få dage siden første gang i 30 år kvalificerede sig til VM. Alexander Jakobsen fik ellers sin debut for Egypten i slutningen af marts, og sin øjeblikkelige storform øjner han muligheden for at komme med til slutrunden til sommer.

»For alle fodboldspillere er det en drøm at spille VM, og det er det også for mig. Det vil betyde alt. Jeg har i mange år arbejdet hårdt for at vise, hvad jeg kan, og jeg vil fortsat knokle både på og udenfor banen for at komme til VM. Mit skifte til Norrköping har gjort, at jeg har fået mange flere øjne på mig, og jeg er glad for at vise, at jeg kan fortsætte med at udvikle mig, og gør jeg det, er jeg sikker på, at jeg nok skal få muligheden for at komme til VM,« siger Alexander Jakobsen og tilføjer:

»Sidst jeg var med landsholdet, startede jeg inde, og det var første gang, jeg blev udtaget. Efter den kamp fik jeg ros, men næste gang var jeg ikke udtaget. Sådan er fodbold. Du kan ikke regne med noget. Jeg skal bare give mig alt, hvad jeg har, så tror jeg på min mulighed for at blive udtaget igen,« lyder det fra Alexander Jakobsen, der ligesom mange andre egyptere brød ud i vild glædesrus, da Liverpool-stjernen Mohamed Salah søndag sikrede en overtidssejr over Congo og dermed billetten til Rusland.

»Det var ubeskriveligt. Jeg fik de vildeste kuldegysninger og et sus igennem min krop. Det er altså svært at beskrive, hvad der egentlig skete. Jeg var helt flyvende,« forklarer han og siger om den voldsomme fodboldinteresse i landet med de knap 100 millioner indbyggere, der er groet ind under huden på ham.

»Da jeg var yngre, så jeg altid Africa Cup of Nations med mine familie og venner, og vi har altid elsket at se dem spille og vinde mesterskaber. Så det var en helt speciel følelse, da VM-deltagelsen blev sikret, også fordi jeg ved, hvor meget det betyder for folket. Når der er landskamp i Egypten, står alt stille, og alle caféer er fyldt op. Du kan ikke ringe til nogen, fordi alle ser fodbold. Jeg har aldrig mødt et menneske i Egypten, som ikke kunne lide at se fodbold, så det har kæmpe, kæmpe betydning,« fortsætter Alexander Jakobsen, som i hvert fald ikke har forringet sine muligheder for VM ved at skifte 1. division i Danmark ud med toppen af svensk fodbold.

»Det gik hurtigt med mit skifte til Norrköping. Det har helt sikkert været et step op for mig, og for mig at se er niveauet i Danmark og Sverige nogenlunde det samme. I Sverige er der også mere tænding i kampene på grund af de store fanskarer, og selv om der også var god tænding på lægterne i Viborg i nedrykningskampene, er det bare anderledes her. Jeg havde en god tid i Danmark, og ja, det blev kun til et halvt år i denne omgang, men jeg nød at være tilbage efter mange år i udlandet. Det var rigtig godt, men jeg har ambitioner, og jeg fik et tilbud, som jeg på alle fronter ikke kunne sige nej til,« slutter Alexander Jakobsen, der håber, at han om få måneder får endnu et tilbud.

Denne gang om han vil med til VM.