Det danske kvindelandshold i fodbold sikrede sig tirsdag aften en udebanesejr over Sverige i VM-kvalifikationen i de allersidste minutter af opgøret.

I dommerens tillægstid scorede Janni Thomsen, da hun sikkert sendte bolden i mål efter en præcis aflevering fra Cecilie Fløe.

- Scoringen kommer lidt ud af ingenting. Vi er trykket rimelig meget i bund. Det er fodbold, når det er bedst, siger Janni Thomsen til DR efter kampen.

- Pludselig kommer der en chance, og så slår vi til. Det er godt lavet af Fløe, og så er det bare at sætte den i kassen, tilføjer hun.

Danmark vandt opgøret 2-1. Med sejren ligger danskerne på førstepladsen i VM-kvalifikationsgruppen med syv point. Sverige har fire point, og det samme har Italien, der tirsdag knuste Serbien med 6-0.

Det er kun førstepladsen, der kvalificerer sig direkte til VM i Brasilien næste år, mens de øvrige tre hold spiller til efterårets playoff. Der resterer tre spillerunder, og lørdag kommer de italienske fodboldkvinder på besøg i Parken.

Cecilie Fløe var for første gang i startopstillingen for Danmark, og hun fik en drømmedebut med to afgørende assists.

- Det var en ubeskrivelig startdebut. Jeg synes ikke, at jeg kunne have ønsket mig det bedre. En sejr, to assister. Jeg er bare glad for, at vi har vundet og står her med tre point og en større chance for en VM-kvalifikation, siger Napoli-angriberen til TV 2 Sport.

Sverige har været en svær modstander for de danske fodboldkvinder i mange år. Det er første gang i næsten ti år, at de danske kvinder i en tællende kamp slår Sverige.

/ritzau/