Anders Christiansen scorede, da han mandag blev svensk mester for andet år i træk med Malmö FF, og i det hele taget føler han lidt mere, at han var med i årets mesterskab end sidste års.

»Der var jeg skadet i de afgærende kampe, så følelsen i aftes var en anden. Det var sindssyg fedt og rigtig sjovt,« fortæller Anders Christiansen tirsdag til bt.dk.

Det var Malmö FFs 20. mesterskab igennem tiderne, og det kom i hus takket være en sejr på 3-1 ude over IFK Norrköping, som vandt mesterskabet i 2015. Der mangler stadig tre runder af den bedste svenske række, Allsvenskan, men Malmö FF kan ikke indhentes.

»Jeg vil ikke sige, at vi er for suveræne. Niveauet herovre er ret højt, men vi har selv haft et højt bundniveau. Og vi har været gode til at vinde kampene mod de andre tophold, som til gengæld ofte har spillet uafgjort mod hinanden,« siger Anders Christiansen, som iøvrigt ikke er eneste dansker på holdet. Den tidligere AaB- og Gent-spiller, Lasse Nielsen, er også med på holdet. Og backen scorede iøvrigt også mod IFK Norrköping.

Sidste år vandt Malmö FF mesterskabet med danske Allan Kuhn som træner, men han blev ikke desto mindre fyret. I stedet har det været svenske Magnus Pehrsson, der har stået i spidsen for Malmö FF i år.

»Vi er en del, der har været her i to år eller mere, så vi er blevet et mere sammenspillet hold. Det har været en lille fordel,« mener Anders Christiansen, der har visse drømme for fremtiden.

»Jeg har skrevet under på en forlængelse på tre år, så udgangspunktet er, at jeg skal være her. Men jeg har altid sagt, at jeg gerne vil spille fodbold på højeste niveau. Om det sker, og hvornår det sker, må vi jo vente at se,« som han siger.

»Men ellers har jeg det rigtig godt i Malmö FF, hvor vi spiller med om titlen, og hvor der er pres på for, at vi skal vinde mesterskabet. Jeg trives godt med presset, fortæller Anders Christiansen.

Det gælder også internationalt.

I denne sæson kiksede det totalt for Malmö FF med at komme med i Europa, fordi de svenske tabte kvalifikationskampene til Champions League mod Vardar Skopje fra Makedonien, som bagefter  røg ud mod FC København, der som bekendt selv blev besejret af Qarabag FK fra Aserbajdsjan.

»Det var småting, der gjorde, at vi røg ud,« fortæller Anders Chrstiansen.

» Men folk var der straks, da vi havde vundet mesterskabet med, at nu skulle vi også i Champions Leagues gruppespil til næste år. Men det er bare ikke så nemt,« som den 27-årige midtbanespiller konstaterer.

Og han ved trods alt lidt om, hvad han taler om, for i FCN-tiden spillede Anders Christiansen med i verdens stærkeste klubturnering, da Farum-klubben mødte Juventus, Chelsea og Shakhtar Donetsk.

Hans ambitioner går også i retning af det danske landshold.

»Jeg håber da, at Åge Hareide kigger lidt mod sin gamle klub,« siger Anders Christiansen, som under Morten Olsen spillede tre landskampe.

Åge Hareide har haft bud efter Anders Christiansen en enkelt gang, men der måtte han melde fra på grund af en lårskade.

»Landsholdet er det største for enhver fodboldspiller, men jeg ved også godt, at konkurrencen er hård om pladserne. Jeg skal kun på landsholdet, hvis jeg er god nok, men der er ingen tvivl om, at det er noget, jeg drømmer om,« siger Anders Christiansen, som dog først skal fejre sit andet svenske mesterskab.

»Vi var nødt til at blive i Norrköping mandag aften, og der var ikke planlagt noget, for vi kunne jo ikke være sikre på, at vi vandt. Men i aften skal vi på stadion i Malmø, og så skal vi ud at spise, og det glæder jeg mig vildt til.«