Malmö FF skal i gruppe H møde Chelsea, Juventus og Zenit, men spillerne tror på resultater mod alle hold.

Der venter danskerklubben Malmö FF en særdeles svær opgave, når holdet tirsdag aften tager hul på gruppespillet i Champions League.

På hjemmebane skal holdet op imod mægtige Juventus, men selv om italienerne på papiret er store favoritter, så tror Malmø-spillerne stadig på, at de kan få noget med fra kampen.

Det siger holdets danske stjerne Anders Christiansen på et pressemøde forud for opgøret.

- Alt pres er på Juventus. Det er den største klub i Italien, og det er en stor klub i Champions League. Deres bedst betalte spillere tjener nok, hvad der svarer til hele vores lønbudget, siger den 31-årige midtbanespiller.

- Jeg ved ikke, om vi er dumme eller hvad, men vi har en fornemmelse af, at vi kan slå alle hold. Især hjemme foran vores eget publikum, tilføjer danskeren.

Malmö FF kan trøste sig over, at holdet slipper for at skulle forholde sig til målmaskinen Cristiano Ronaldo, der i slutningen af august skiftede til Manchester United.

Mandag kom også nyheden om, at den italienske landsholdsstjerne Federico Chiesa går glip af kampen i Sverige på grund af en skade i lårmusklen, han pådrog sig under den seneste landsholdssamling.

Anders Christiansen tror dog ikke, at sidstnævntes fravær kommer til at få den store betydning.

- Han er naturligvis en god angriber, som er god i deres omstillingsspil. Han ser altid målet foran sig, og kommer altid til afslutninger.

- Men hvis du fjerner en eller to spillere - med undtagelse af Ronaldo - så har de (Juventus, red.) udskiftere, der har det samme niveau, siger han.

Malmö FF skal i gruppe H også op imod de forsvarende Champions League-mestre, Chelsea, og den russiske storklub Zenit.

Holdet har foruden Anders Christiansen også danskerne Jonas Knudsen, Lasse Nielsen og Søren Rieks i truppen, mens Jon Dahl Tomasson er holdets træner.

Den svenske klub var senest en del af Champions Leagues gruppespil i 2015.

/ritzau/