Dansk målscorer efter drømmemål: Det kommer ind på top-3
Tottenhams Olivia Holdt nettede to gange i Danmarks testkamp mod Canada - et af målene blev scoret fra midten.

Tottenhams Olivia Holdt nettede to gange i Danmarks testkamp mod Canada - et af målene blev scoret fra midten.

Den danske fodboldspiller Olivia Holdt spillede en stor kamp for kvindelandsholdet, som mandag vandt 4-3 over Canada i en testkamp.
Efter et canadisk føringsmål tidligt i opgøret udlignede Holdt med en scoring fra midten af banen efter 23 minutter.
- Det var fedt. Den var længe undervejs, så jeg kunne se den hele vejen, siger Olivia Holdt til DR efter kampen.
Hun mener dog ikke, at det var det bedste mål i karrieren.
- Det var et af de bedre, men det betyder selvfølgelig meget, når det er med landsholdet. Det kommer ind på top-3, siger Holdt, som til daglig spiller i Tottenham.
Hun scorede også målet til 3-1 før pausen.
Også anfører Pernille Harder kom på måltavlen. Hun spillede sin landskamp nummer 175.
- Vi finder stor selvtillid i, at vi ved, vi skaber chancer, og så skal målene nok komme, siger Harder til DR.
Canada ligger nummer ni på verdensranglisten, så sejren er med til at skabe optimisme for Danmark, der selv er nummer ti, før VM i Brasilien til sommer.
Danmark har nu vundet syv kampe og spillet uafgjort i fire i de 11 kampe, der er spillet, siden Jakob Michelsen tog over som landstræner i august sidste år.
Næste test forud for VM er mod Zambia 5. december.
RITZAU