Den tidligere Vejle-målmand Kristian Fæste er blevet udsat for chikane efter en prøvetræning hos rivalerne fra AC Horsens.

De fleste Vejle-fans kan blive enige om, at man som Vejle-spiller intet har at gøre i Horsens, som er klubbens ærkerivaler. Det var angiveligt den overbevisning, der fik et par fans til at gå alt for langt over grænsen for at understrege den pointe.

Det er gået ud over den tidligere Vejle-keeper Kristian Fæste og hans kæreste. Fæste fik ikke forlænget sin kontrakt i Vejle og har siden været på klubjagt. Det bragte ham til Horsens, hvor han har været til prævetræning.

Og så begyndte balladen.

To gange har Fæste haft uønskede gæster på sin privatadresse i Århus, hvor han og kæresten er blevet udsat for hetz og chikane.

»I torsdags var de der omkring klokken 12. Der kom nogen og bankede hårdt på ruden. De satte to forskellige klistermærker op ved porten. Så stod de og råbte. Hun (Fæstes kæreste, red.) blev bare så bange, at hun ikke rigtigt hørte, hvad de råbte. Det var noget med én gang Vejle, altid Vejle. Hun så ikke, hvor mange de var, men i hvert fald to-tre personer,« siger Kristian Fæste til JydskeVestkysten.

Han har ingen problemer med kritik, fortæller han, men at opsøge ham på privatadressen er langt over hans grænse.

»Folk må skrive, hvad de vil, på de sociale medier, og det har jeg ingen problemer med. Jeg har problemer med, at de opsøger mig på min hjemadresse og chikanerer os. Jeg har hemmelig adresse, men det har min kæreste ikke, så de må have søgt på hendes navn for at finde adressen. De frarøver os vores privatliv på vores privatadresse. Umiddelbart gør vi ikke noget ved det, men hvis det bliver ved, må vi kontakte politiet, siger Kristian Fæste, der forklarer sin prøvetræning hos ærkerivalerne fra Horsens.

»Jeg er ikke blevet tilbudt en forlængelse, så det eneste, jeg kan gøre for at få brød på bordet, er at søge nye græsgange,« lyder det.

Fæste træner indtil videre stadig med i Horsens.