Thomas Delaney er blevet forlovet med sin kæreste, afslører han på Instagram.

Her har han lagt fire billeder op, hvor han på et ene afslører en stor, flot ring på sin kommende kones finger. Delaney danner par med Michelle Lindemann Jensen, der er datter af Henrik Jensen og søster til den tidligere Brøndby-spiller Mike Jensen.

På landsholdsspillerens opslag kan man se, at der er flere, der ønsker ham tillykke. Blandt andet arbejdsgiveren, Borussia Dortmund, samt holdkammeraterne Erling Haaland og Marcel Schmelzer. Derudover er der lykønskninger fra de tidligere FCK-holdkammerater Pierre Bengtsson og Ludwig Augustinsson, og FC Midtjyllands Erik Sviatchenko siger også tilykke. Ja, endda Nicki Bille er på plads med et tillykke.

I Euroman har Thomas Delaney tidligere fortalt, hvordan det var at træde ind som FCK-mand i en svigerfamilie domineret af Brøndby-folk. Svigerfar er tidligere Brøndby-spiller samt træner, mens svogeren Mike Jensen fik sit gennembrud i klubben.

»Jeg mødte Michelle på Niels Brock, hvor vi gik i handelsskoleklasse sammen. Hendes familie er en af de store Brøndby-familier med både hendes far og bror. Det er lidt Romeo og Julie med en fod i hver lejr, men det har aldrig været et problem.«

»Havde jeg været fast mand for FCK og haft den samme rolle, som Mike havde i Brøndby, havde det nok været anderledes. Det hjalp nok også lidt, at vi altid slog Brøndby i den periode,« har han tidligere udtalt.

På fodboldfronten tegner fremtiden sig lidt usikker for Delaney, der er blevet rygtet væk fra Borussia Dortmund.

Rent privat lader det dog til at køre på skinner.