»Den har været lidt op og ned.«

Sådan lyder de første ord fra Andreas Christensen om sæsonen i Chelsea.

En sæson, hvor det ikke er blevet til lige så meget spilletid, som han havde håbet på.

»Det startede lavt, men på det sidste har jeg fået flere kampe, som jeg har nydt. Jeg havde håbet, jeg havde fået flere kampe. Lige i øjeblikket er det okay, det føles, som om der er kamp hver uge. Jeg er kommet ind i en god rytme,« siger Andreas Christensen til B.T.

I denne sæson er det blot blevet til tre kampe i Premier League til landsholdsspilleren, der endnu engang var en af Åge Hareides udvalgte, da landstræneren skulle sætte navne på truppen til kampene mod Kosovo og Schweiz.

Men pladsen til Andreas Christensen er ikke selvskrevet. Og Åge Hareide har altid sagt, at spillere på hans landshold også skal have spilletid i klubberne.

Chelsea-stopperen har dog ikke haft en snak med landstræneren om situationen.

»Ikke endnu. Det har været der tidligere på sæsonen, hvor jeg ikke har spillet så meget - heller ikke på landsholdet, hvor jeg manglede spilletid i klubben. Jeg håber, nu hvor det er begyndt at komme mere, at jeg får chancen for at spille mere her (på landsholdet, red.) også,« siger Andreas Christensen, der dog ikke er uden kampe i benene.

Andreas Christensten håber, at han i takt med mere spilletid i Chelsea også får flere minutter på landsholdet.
Andreas Christensten håber, at han i takt med mere spilletid i Chelsea også får flere minutter på landsholdet. Foto: JEWEL SAMAD
Vis mere

For han har spillet ti Europa League-opgør i den blå trøje, ligesom han også er blevet valgt til de forskellige Cup-turneringer.

Og det er også i førstnævnte, han ser sin store chance.

»I starten synes jeg, det var svært, for der var meget mellemrum mellem kampene. Det var hver tredje eller fjerde uge. Nu føles det som om, det er hver uge, og der er kommet mere rytme. Jeg synes, jeg har spillet godt, og jeg synes, jeg har vist mig godt frem. Det er også det, jeg har fået at vide af træneren,« siger Andreas Christensen.

Han har dog ikke haft den store snak med sin træner Maurizio Sarri om de vekslende minutter, han får.

Andreas Christensen har i denne sæson blot spillet tre kampe i Premier League, mens det dog er blevet til flere kampe i Europa League og Cup-turneringerne.
Andreas Christensen har i denne sæson blot spillet tre kampe i Premier League, mens det dog er blevet til flere kampe i Europa League og Cup-turneringerne. Foto: MATTHEW CHILDS
Vis mere

»Næ. Jeg kom sent ind. De andre har spillet super godt, og så er det svært at komme ind. Jeg har prøvet at vise mig frem, så meget jeg kan, og det synes jeg, jeg er lykkedes med. Men når de har spillet godt, er det svært.,« siger Andreas Christensen ærligt.

Den vekslende spilletid er dog ikke noget, der rumsterer i hovedet på ham i hverdagen, selvom han ligesom alle andre fodboldspillere selvfølgelig gerne ville spille hver gang.

»Lige nu er det én dag ad gangen. Specielt fordi jeg nu er begyndt at fokusere på, jeg får mine kampe. Så skal jeg også blive ved med at vise mig frem. Lige nu er jeg bare fokuseret på de kampe, jeg får,« slår landsholdsspilleren fast.

Dit navn dukker jo op, hver gang der er et transfervindue. Gør du dig nogle overvejelser?

»Næ, egentlig ikke. Jeg har været utroligt fokuseret på de kampe, jeg får. Nu har jeg endelig en kamp næsten hver uge for første gang i sæsonen.«

»Lige nu nyder jeg det, og så er det klart, vi har fået en transferban, som jeg ikke tror kommer til at betyde så meget lige for mig. Men det er ikke noget, jeg går og tænker på,« siger Andreas Christensen