Herning. Den danske landsholdsspiller Mathias "Zanka" Jørgensen har været fast mand i Premier League-klubben Huddersfield, siden sit skifte fra FC København i sommeren 2017.

Danskeren stortrives i bundklubben, men drømmer samtidig op at tage endnu et skridt op ved at skifte til en større klub i den prestigefyldte liga.

»Større Premier League-klubber er selvfølgelig hele tiden et mål. Jeg vil nå så høj en hylde som overhovedet muligt. Til sommer har jeg et år tilbage af min kontrakt, og så skal vi til at snakke nogle ting igennem.«

»Det er både klubben og jeg bevidste om. Men der er lang tid til sommer, så der kan nå at ske rigtig mange ting,« siger "Zanka".

Han understreger, at han på ingen måde skal skifte til en større klub bare for at gøre det. Han skal have en fornemmelse af, at der bliver satset på ham, ligesom der gør i Huddersfield.

»Jeg bliver matchet på et super fint niveau hver eneste uge, og den sikkerhed, jeg har med spilletid, kan jeg ikke få andre steder på sådan et højt niveau,« siger forsvarsspilleren.

Landstræner Åge Hareide mener, at "Zanka" har været gennem en meget positiv udvikling i løbet af sin tid i engelsk fodbold. Derfor kan nordmanden godt forstå, hvis mere prominente klubber har danskeren på listen over mulige indkøb.

Mathias ''Zanka'' Jørgensen under herrelandsholdets træning forud for landskampen mellem Danmark og Irland Lørdag 13. Oktober, Vildbjerg Stadion tirsdag den 9 oktober 2018.. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)
Mathias ''Zanka'' Jørgensen under herrelandsholdets træning forud for landskampen mellem Danmark og Irland Lørdag 13. Oktober, Vildbjerg Stadion tirsdag den 9 oktober 2018.. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix) Foto: Bo Amstrup
Vis mere

»Jeg synes absolut, at han kan tage et skridt op til en større Premier League-klub. Hvis nogen managere spurgte mig, så ville jeg anbefale dem at købe ham«hvis han får lov til at forlade Huddersfield.«

»Han gør et godt stykke arbejde der, og han er blevet en rigtig god fodboldspiller. Han har et kæmpe potentiale,« siger landstræneren.

I engelsk fodbold har "Zanka" lært at holde koncentrationen og ikke blive overmodig eller spille sløset, mener Hareide.

Det er også derfor, han har erobret pladsen ved siden af anfører Simon Kjær i landsholdets centrale forsvar.

Landstræner Åge Hareide under pressemøde og træning på Aviva Stadion i Dublin, fredag den 12. oktober 2018.
Landstræner Åge Hareide under pressemøde og træning på Aviva Stadion i Dublin, fredag den 12. oktober 2018. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Han kunne tage nogle forkerte beslutninger tidligere, og han kunne blive lidt nonchalant i perioder. Han er blevet rigtig bestemt, og han er hurtig og stærk i en-mod-en-spillet, og så er han blevet meget roligere og bedre på bolden,« siger Hareide.

/ritzau/