Faster. Stronger. Harder.

Anføreren på kvindelandsholdet, Pernille Harder, er blevet stemt ind på verdensholdet for 2017. En fornem præstation for den danske verdensklasseangriber, som har haft et stort 2017.

Her har hun med sin tyske klub Wolfsburg vundet både det tyske mesterskab og den tyske pokalturnering. I sommer fik hun sammen med landsholdet sit folkelige gennembrud, da han som anfører var med til at vinde dansk EM-sølv i Holland.

Foto: YVES HERMAN
Vis mere


Nu kan den 25-årige angriber glæde sig over at være stemt ind på World XI 2017, et 11-mandshold bestående af årets bedste spillere. Det har den internationale spillerforening FIFPro netop offentliggjort, skriver Spillerforeningen i en pressemeddelelse.

»Det er en dejlig anerkendelse og en stor præstation. 2017 har været det bedste år i min karriere indtil videre. Alt det hårde arbejde, jeg lægger i det, betaler sig,« siger Pernille Harder til FIFPro.org.

»Jeg arbejder altid hårdt til træning, og jeg bruger meget tid på at analysere mit spil. Jeg ser video af alle mine kampe for at finde måder at forbedre mig. Alle kan lide at blive anerkendt for deres præstationer, så at være en del af Word XI er fantastisk.«

Flere end 4100 kvindelige spillere fra 45 lande har stemt til dette års udgave af World XI. Det er tredje gang, at FIFPro sammen med de kvindelige fodboldspillere kårer den internationale udgave af årets hold, hvor også Line Røddik og Nadia Nadim var blandt de 55 nominerede kvindelige fodboldspillere.

Harder er som følge af sin flotte sæson også tidligere blevet kåret som Årets Kvindelige Fodboldspiller for tredje år i træk samt fået en plads på Årets Hold i Danmark. Men det stopper ikke her. I efteråret blev hun også i efteråre kåret som verdens bedste spiller i 2017 af fodboldmediet Goal.

I januar forlængede Pernille Harder sin kontrakt med den tyske storklub Wolfsburg, så den nu strækker sig frem til sommeren 2020. Harder kom til klubben fra begyndelsen af 2017 efter fire år i svenske Linköping.