Henrik Dalsgaard blev smidt ud, da Brentford spillede 1-1 mod Millwall i den næstbedste engelske række.

Men kampen vil sandsynligvis snarere blive husket for et helt andet øjeblik.

For på et tidspunkt i kampen bliver der sat en hård tackling ind fra Millwall i en hovedstødsduel.

Det fører til skærmydsler, og på ganske kort tid går hele fire spillere i græsset.

En efter en. Optrinnet kan du se i videoen øverst omtrent et minut inde.

Henrik Dalsgaard blev smidt ud efter 35 minutter, da han som sidste mand nedlagde en Millwall-spiller. Brentford holdt dog stand, og kampen endte altså uafgjort.

»Jeg synes, at det (Dalsgaards røde kort, red.) var en smule hårdt, men det er, hvad det er. Efter det var det – selvfølgelig – en anderledes kamp, men mentaliteten og vores attitude var fantastisk, og vi gjorde det, vi ville, hele vejen gennem kampen,« sagde Thomas Frank efter kampen ifølge BBC.

Værd at bemærke er også, at danske Emiliano Marcondes startede inde for Thomas Franks Brentford, som befinder sig på en 15.-plads i The Championship. Millwall ligger nummer 21.