'Forlad vores klub. Jeg vil aldrig se dig i vores trøje igen nogensinde dit ubrugelige wannabe sorte æsel'.

Ordene stod i en besked, der tikkede ind på Instagram hos Philip Billing i sidste uge, og som han valgte at dele i et opslag på Twitter.

»Jeg grinte bare. Hvis man lægger sig ned over det...man får altid slemme beskeder derovre (i England, red.). Jeg tænkte ikke over det. Jeg sendte det til en af mine venner, og han blev mere sur over det på mine vegne. Så lagde jeg det op for at vise nogle af de beskeder, man får af og til,« siger Philip Billing, der i denne uge er med A-landsholdet for første gang, til B.T.

»Det er den første racistiske besked, jeg har fået. Man bliver nødt til at grine af det. Jeg lagde det op, fordi det var lidt over grænsen, og det skal man ikke gå og kalde andre,« siger Huddersfield-spilleren.

I den engelske klub blev det taget meget alvorligt. Med det samme undersøgte de, hvem der stod bag, og det viste sig at være en 16-årig dreng, som ikke har reageret på Billings Twitter-opslag. Beskeden har dog fået konsekvenser.

»Jeg ved bare, han blev arresteret den næste dag. Det var slet ikke det, jeg ville. Jeg håbede bare, han ville lære af det. Det er jeg sikker på, han kommer til nu,« siger Philip Billing.

For ham betyder det meget, at Huddersfield reagerede prompte, selvom det ikke var intentionen, at den 16-årige som sådan skulle straffes.

»Det sender et stort signal. Jeg ser mange, der siger, racisme ikke skal være en del af fodbold. Det skal slet ikke være en del af livet. Det skal væk. Der vil altid være mennesker, der har andre meninger, og det er fair nok. Jeg har heldigvis tykt skind, og der skal mere til at få mig i dårligt humør,« siger 22-årige Billing.

Phillip Billing under et pressemøde mandag den 18. marts.
Phillip Billing under et pressemøde mandag den 18. marts. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Vi lever i 2019, og jeg har også set andre, der har fået sådanne beskeder. Jeg troede ikke, det var så slemt. Det er der stadig, og forhåbentlig kan man arbejde på at komme det til livs,« siger han.

For selv om han selv ryster det af sig og trækker på smilebåndet, er det ikke sikkert, andre reagerer på samme måde som ham.

»Det er derfor, jeg lagde det op. Jeg tænkte på andre. Måske skriver han sådan til mig, og hvis jeg ikke lægger det op, så tænker han, det er okay at kalde folk med farve i huden sådan nogle ting. Det kan være, den næste han siger sådan noget til ikke reagerer så godt,« siger Philip Billing.

Som fodboldspiller har han lært at håndtere de mange beskeder - både de gode og dårlige.

Philip Billing spiller til dagligt for Huddersfield i Premier League.
Philip Billing spiller til dagligt for Huddersfield i Premier League. Foto: Andrew Yates
Vis mere

For beskeders karakter kan variere alt efter holdets præstationer, og derfor understreger Philip Billing, at man er nødt til 'bare at grine af det'.

»Specielt når det er folk, der sidder bag et tastatur. Der er det altid nemt at sige alle mulige ting,« siger han.

Det betyder dog ikke, at man skal finde sig i alt. Tværtimod. For når det kommer til racisme, slår Philip Billing fast, at der skal gøres noget.

Og måske endda mere end der bliver gjort i forvejen, selvom landsholdsspilleren erkender, det nok er svært at komme helt til livs.

Philip Billing (th.) var mandag for første gang med A-landsholdet.
Philip Billing (th.) var mandag for første gang med A-landsholdet. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Men der skal måske være flere kampagner, og flere der står frem, hvis de har fået grimme beskeder. Og så mener han også, at Huddersfields reaktion kan være et godt eksempel for andre.

»De gik hårdt ind. Jeg vidste ikke engang, man kunne blive arresteret for sådan noget. Da jeg så det, blev jeg lidt chokeret, men det var rart, klubben støttede en. Vi har Zanka og andre på holdet, der også er mørke, så det var rigtigt valgt. Forhåbentlig kan det også sende et budskab til mange medier derovre, så dem der måske har tænkt sig at sige noget i den stil tænker sig mere om, hvis de skulle skrive til en spiller eller person,« siger Philip Billing.

Præcist hvordan det endte med den 16-årige fra Instagram - udover besøget fra ordensmagten - ved Philip Billing ikke.

»Han kommer nok ikke i fængsel, det tror jeg ikke, man kan. Han har sikkert snakket med politiet. Man kan godt få bøder. De ringede og spurgte mig, hvad jeg synes, der skulle ske med ham. Jeg ville ikke have, der skulle ske noget med ham og kunne ikke finde på at dele det, fordi han skal straffes. I sidste ende er han 16 år og kan forhåbentlig lære af det,« siger Philip Billing.