'Bunga bunga'-fester, dyre escortpiger, sex med unge modeller og store politiske skandaler.

Den selvproklamerede Jesus i italiensk politik, Silvio Berlusconi, er en mand, der er kendt for at gøre, hvad han har lyst til.

Hans stærke følelser er dog ikke kun forbeholdt kvinder, men også fodbolden. Efter 31 år som ejer af den italienske storklub AC Milan har han kastet sin kærlighed - og millioner - over et nyt projekt.

Han har købt den italienske Serie B-klub AC Monza. Klubben så sig lun på danske Christian Gytkjær, der scorede mål på samlebånd i Polen inden skiftet til Italien. Og nu kan den danske landsholdsspiller tale med om, hvordan det er at spille i en klub, der bliver regeret af den skandaleramte Berlusconi.

Silvio Berlusconi
Silvio Berlusconi Foto: YARA NARDI
Vis mere

Gytkjærs første møde med klubejeren var da også et specielt et af slagsen. Ejeren mødte op og holdt en lang enetale foran spillerne.

»Nu var det selvfølgelig på italiensk, så jeg forstod ikke så meget af det, han sagde. Derfor kan jeg ikke gå i detaljer med, hvad der blev sagt,« forklarer Christian Gytkjær til B.T.

Her kommer det italienske medie Di Marzio heldigvis til hjælp med en oversættelse. Spillerne fik i talen ros af Monza-ejeren, men de fik også besked om, hvordan man både spiller og agerer på en fodboldbane.

Berlusconi gik i dybden med, hvordan man skal kontrollere bolden, at man ikke overdriver sin jubel, hvis de vinder med mange mål, og hvordan man skal hjælpe en modstander op, hvis man kommer med en for hård tackling.

Foto: ARND WIEGMANN
Vis mere

»Han er en stor personlighed, og det var for at motivere holdet,« siger Christian Gytkjær om mødet med Berlusconi.

Selvom sprogbarrieren var en hindring, var den danske landsholdsspiller dog ikke tvivl om, at man i momentet ikke skulle afbryde den engagerede klubejer.

»Når han snakker, så hører man efter. Derhjemme kender man mest til hans politiske person, men hernede er der kæmpe respekt for, hvad han har gjort i Milan. Han er en stor kanon her i Italien.«

Og den store kanon gør da også brug af sine midler. Serie B-klubben har hentet stjerner som Mario Balotelli og Kevin Prince Boateng til klubben. Derfor er målet da også soleklart: Monza skal op i Serie A.

For Christian Gytkjær har det ikke været et step ned at tage et smut til den næstbedste række i Italien, Han forlod den polske topklub Lech Poznan efter en sæson, hvor danskeren blev topscorer i ligaen.

»Det er en lidt en anden gang fodbold, der er mere taktisk præget. Men det er bestemt ikke et lavere niveau. Jeg spiller i en super ambitiøs klub, og fodbold er det vigtigste hernede – også i Serie B,« siger Christian Gytkjær.

Han er faldet godt til i klubben og nyder godt af, at nyerhvervelserne Balotelli og Boateng har bedre engelskkundskaber end de fleste i klubben takket være deres mange udlandsophold.

»Jeg har kun positivt at sige om de drenge. Det er langtfra alle, der kan tale engelsk på holdet, men jeg har snakket godt med dem. Det er ekstremt dygtige spillere, og det er fedt at få lov til at spille med holdkammerater af den kaliber.«

Det har givet øget konkurrence med de mange profiler i klubben for Christian Gytkjær, der ikke har været helt tilfreds med sin målkonto i klubben, hvor det er blevet til fire mål i 18 optrædener for angriberen.

»Jeg er aldrig tilfreds, medmindre jeg bomber dem ind. Nu er vi begyndt at vinde en god del kampe, vi kravler godt op i tabellen, og ting begynder at gå efter planen. Så længe jeg spiller, og de er tilfredse med mig, så er det positivt selvfølgelig. Men personligt vil jeg gerne score nogle mål. Det er det, jeg elsker. Det er det, der er mit drug

Om tilværelsen i klubben og det italienske beskriver Gytkjær, at han lige skulle ned at se på tingene, før han valgte et skifte. Det kunne de i klubben ikke forstå.

»Bare det, at en mand som Berlusconi er involveret, burde ifølge dem være nok til, at man ikke tænker to gange over tilbuddet.«

Danmarks Christian Gytkjær i venskabskampen Danmark mod Luxembourg på Aalborg Stadion, 15. oktober 2019 .. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Danmarks Christian Gytkjær i venskabskampen Danmark mod Luxembourg på Aalborg Stadion, 15. oktober 2019 .. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Sprogbarrieren satte en stopper for, at Gytkjær kunne få en lektion i, hvordan man opfører sig på en fodboldbane. Men han har stor tiltro til Berlusconis generelle arbejde med klubben.

»Det er en mand, der har styr på tingene hernede. Der er mange steder, hvor en rigmand bare skyder penge hovedløst ind i en klub. Det er ikke tilfældet her.«

Christian Gytkjær force er ifølge ham selv, at han ikke fokuserer på alt det, der foregår omkring klubben.

Derfor ved han godt, at hvis han fokuserer på at komme i topform og gør det godt de næste måneder, så gavner det også hans chancer for en plads på landsholdet til sommerens EM-slutrunde.

»Jeg bruger min styrke, som er at fokusere 100 procent på det, jeg er i gang med. Det handler om at præstere i Monza, og så skal man nok lægge mærke til, hvad jeg opnår.«

Lige nu står Monza til at snuppe en af de to oprykningspladser til Serie A. Klubben er placeret på ligaens andenplads med 42 point efter 24 kampe, et point mere end Venezia og Salernitana på tredje- og fjerdepladsen.

Hvis klubben rykker op, kan danskeren fortsætte sit italienske eventyr i en af verdens største ligaer og i en klub, der har store armbevægelser. Og med en klubejer, der nok skal finde en storstilet måde at fejre en oprykning på, som kun Silvio Berlusconi kan gøre det.