Efter et pragtmål og en god indsats i 1-0 sejren mod Newcastle fredag aften modtager den danske landsholdsspiller Patrick Dorgu stor hæder.
Manchester United-spilleren er af fans nemlig blevet kåret som rundens spiller i Premier League, oplyser ligaen på sin hjemmeside.
I kampen var Dorgu rykket fra sin vante plads på venstreback og op på højre wing – og det har altså båret frugt.
'Dorgu udmærkede sig i en mere offensiv rolle, og hans bidrag var med til at retfærdiggøre Amorims (skift fra tre mand i forsvaret til en 4-2-3-1 formation)', skriver ligaen som begrundelse for valget af Dorgu.
'Ikke nok med at han scorede det vindende mål, så vandt Dorgu otte dueller, lavede fem clearinger, vandt bolden fire gange og skabte én chance i det, der var en fremragende præstation fra danskeren,' fortsættes begrundelsen.
Det er femte gang i sæsonen, at en Manchester United-spiller løber med hæderen i denne sæson.
Manchester United ligger i øjeblikket på en 6.-plads efter 18 runder.

