Jeg må begynde med meget kort at fortælle, hvad historien helt grundlæggende handler om: Andreas Bo - komikeren - er gået ind i fodbold.
Jeg må skrive det så kort og præcist helt fra begyndelsen for at gøre det klart, at det ikke er for sjov. Det er ikke en gimmick. Han er gået ind i Danmarksserieklubben Rishøj Boldklub, har udnævnt sig selv til elitechef (»Jeg er Don Bo,« som han siger med et glimt i øjet), og i søndags, den 2. oktober 2016, fik han på en ekstraordinær generalforsamling opbakning til at skille førsteholdet ud fra moderklubben i et selvstændigt selskab.
Overbygningen skal hedde Køge Nord FC (og får sloganet »Klubben ved afkørsel 32«), og det er et godt navn, fordi klubben ligger i Køge Nord (ved motorvejsafkørsel 32), og fordi FC ret hurtigt fortæller, at der her er tale om en fodboldklub.
Det er han kommet frem til i samarbejde med en af sine venner, reklamemanden Thomas, og havde det ikke været for ham, var Andreas Bo måske kommet til at døbe den Knoldesparkerne eller noget tilsvarende, fortæller han. Helt oprigtigt. Men så er vi der igen: Der hvor man kunne blive i tvivl, om det var alvor eller spøg. Og det er skam alvor.
Som han siger kort inde i interviewet:
»Nu skal det ikke lyde, som om det kun er søndagshygge, for jeg får jo ambitioner, når jeg kaster mig ud i noget.«
Andreas Bo, 49 år, skuespiller og aktuel i rollen som Dirch Passer i musicalen 'Dirch', der netop nu turnerer landet rundt, og som af stort set alle anmeldere har fået fire eller fem stjerner. Til foråret tager han landet rundt med sit tredje one man-show, og her i hans lyse femværelses kontorlejlighed i det indre København, hvor vi mødes for at tale fodbold, fornemmer man, at det går godt. Andreas Bo er en god forretning. Så fodbold? Hvorfor nu også fodbold?
»Det er, fordi min verden eddermame handler meget om mig selv, og det brækker jeg mig over. Jeg står op hver eneste morgen og skal finde på noget sjovt at sige og på en måde at promovere mig selv. Det er meget, meget nemmere og meget, meget sjovere at promovere noget andet. Hvis jeg skal slås for, at Dunder (anfører Dennis »Dunder« Schmidt, red.), og Avni (spillende sportschef Morten Avnskjold, red.), får nogle bedre omklædningsrum, eller der kommer 50 tilskuere mere på stadion, så får man bare nogle andre kræfter. Ligesom det er meget nemmere at tage sig af sine børn end at finde ud af, hvordan jeg selv nu kommer til at fremstå fedt,« siger Andreas Bo.
Han snakker hurtigt og meget, og det første spørgsmål, jeg stiller, bruger han 6 minutter og 57 sekunder på at besvare. Jeg siger kun »ja« og »nej« og »mmm«.
»Jeg har behov for at synes, at det er skidevigtigt, om man vinder eller taber i weekenden. Jeg er ambassadør for FCK og elsker at være det, og jeg synes, det her kæmpestore FCK-projekt er vildt fedt. Jeg har også været aktiv og siddet i bestyrelsen i HB Køge, men det gik op for mig, at jeg har brug for at være helt der nede, hvor man siger »Jamen for helvede, Dunder skal have passet sit barn, ellers kan han ikke spille midtbane på lørdag!«
Så en dag kørte han op til Rishøj Boldklub. »Åh, der ligger den,« tænkte han.
»En klub, som ikke er en skid, som ligger i Danmarksserien, som har en græsplæne med et plankeværk omkring, en fantastisk social holdånd og et godt ungdomsarbejde. Og et stadion, der ligger LIGE ved siden af motorvejen; det er den bedste placering af et stadion i hele Danmark.«
I 1992 var Andreas Bo som klubpædagog i badeland i Belgien med en flok unger, der rendte rundt med flag omkring livet og blev fejret af den lokale befolkning, der bestemt ikke holdt med Tyskland, da Danmark vandt EM-finalen. Dengang opstod der en fuldkommen fantastisk følelse i ham, der aldrig siden er blevet vakt på samme måde.
»Den følelse har jeg aldrig rigtig oplevet siden. Det er lige som, hvis man har haft et stofmisbrug og så må nøjes med metadon. Min søn og jeg sidder og hygger os i loungen i Parken, og jeg elsker det. Men jeg fandt bare ud af, at jeg syntes, det er nøjagtig lige så sjovt at se, om René nu havde husket at tage de shorts med, han havde haft med hjemme for at vaske. Jeg var nøjagtig lige så glad, når Rishøj scorede, som når FCK gjorde det. Jeg er faktisk MERE glad, selvom det er Danmarksserien.«
Så helt konkret: Inden for tre år skal Køge Nord FC rykke op i 2. division. Han har hyret bureauet Commercial Upside (bestående af to tidligere medarbejdere i henholdsvis Brøndby IF og FC København), der skal skaffe sponsorer og samarbejdspartnere. Han skal opbygge en ejerkreds og en egentlig ledelse. Når klubben er kommet i divisionerne, må den begynde at skrive bindende kontrakter med spillerne. Så kan drømmene begynde at blive til virkelighed:
»Man bliver nødt til at have et nyt mål hele tiden, for det er jo Lars Larsen-princippet om, at hvis ikke du ekspanderer, så afvikler du. Det sportslige mål ligger implicit i, at hver eneste gang du spiller en fodboldkamp eller en badmintonkamp med naboen, så er det sjovere at vinde end at tabe. Og så er der de der drømme: Tænk hvis vi en dag ad åre trak HB Køge i pokalen. Eller AGF, som de gjorde sidst, de var i 2. division. Eller hvis vi en dag bliver 1. divisionsklub eller ryger i Superligaen om 10 år!«
»Men min ærlige ambition er, at selvom vi ligger i Danmarksserien eller 2. division, så møder der 2.500 loyale mennesker op.«
Og så er vi fremme ved noget, der gør denne historie almengyldig for fodbolden. Den handler nu ikke længere kun om Andreas Bo.
»Jeg ser en masse provinsklubber, hvor den lokale entusiasme står i et 1 til 1-forhold med de aktuelle resultater. Lige så snart de vinder nogle kampe, er der 4-5.000 mennesker på stadion, men når de taber, så er de væk igen: »Arh, de ka’ kræftedme ik’ noget...« Jeg har en stålsat ambition om at bevise, at fodbold i virkeligheden bare er underholdning. Og der har jeg nogle forbilleder som for eksempel Union Berlin, hvor min kammerat Henrik Pedersen, den tidligere HB Køge-træner, er nu, og hvor fansene selv har bygget deres stadion! Den der loyalitet kunne jeg godt tænke mig på et familiært plan, hvor man ved, at det er skidesjovt at komme hver lørdag eller søndag. Jeg kunne skidegodt tænke mig, at der altid var 4.000 mennesker, selvom man taber 8-0. At der er hoppeborge og Ankers Tivoli og »Byg din egen bamse,« eller hvad ved jeg, så det simpelthen blev et socialt mekka.«
Der var et af de nøgleord, som går igen: Social. Hvorfor?
»Jeg har så mange gange i både sportsverdenen og i min egen branche - underholdningsverdenen - oplevet mænd på min alder, som har fået en stor bankbog og en endnu mindre tissemand, og som elsker at rende rundt og føre sig frem (knipser med fingrene i luften) og siger »nu skal det være sådan og sådan og sådan.« Men jeg er demokrat, og jeg ELSKER, at det er en forening, vi bygger derovre, og jeg ELSKER, at jeg skal stå til ansvar over for en forening,« siger Andreas Bo.
Hvad putter du selv i det her rent økonomisk?
»Jamen, jeg har knaldet nogle tusind kroner i det indtil videre, men jeg ved da, at jeg kommer til at bruge...«
Han læner sig ud mod det tilstødende kontor, hvor hans assistent sidder:
»Kan du ikke lige lukke ørene, Trine?«
»Det lyder dyrt,« svarer hun derudefra.
»Jeg kommer til at bruge latterligt mange penge på det, det ved jeg da godt, og hvis der mangler 50.000, køber jeg sikkert også en reklamevæg, men det er da lige meget, hvis der også er nogle andre, der gør det. Og jeg er da ikke blind for, at det også er noget sjov synlighed for mig. Det skal s'gu nok hænge sammen.«
