40.000 danskere forventes til rød-hvid fest i Hamborg.

Der er fuldstændig udsolgt til landskampen mellem Brasilien-Danmark i Hamborg lørdag.
51.000 tilskuere er der plads til på det fornemme Imtech Arena, der er Frank Arnesens arbejdsplads som sportsdirektør i HSV.

Og Arnesen bliver langt fra eneste dansker på tribunerne lørdag. Rent faktisk forventes der en rød-hvid invasion, som aldrig er set på en udebane før.

DBUs kommunikationschef, Lars Berendt, meddeler, at DBU har været med til at formidle 35.000 billetter, og de forventer, at yderligere 5.000 billetter også er afsat til danskere. Derudover kan der også være danskere, der har skaffet billetter gennem andre kanaler.

Landstræner Morten Olsen er nærmest rørt over den enorme støtte landsholdet kan vente mod et af verdens bedste landshold.

- Aldrig i min tid som landstræner har jeg været med til, at have så mange danske fans på lægterne. Det er helt fantastisk, at vi kan se frem til sådan en støtte. Og vi har tænkt os at betale tilbage med en sejr og godt spil, siger Morten Olsen. 

Han erkender, at opbakningen bliver helt anderledes under EM i Polen og Ukraine.

- Vi ved godt, at der ikke vil være lige så mange danske fans til EM. Men det er okay, så længe vi ved, de sidder hjemme i stuerne. Det er nogle fantastiske rammer, vi kan se frem til at spille under mod Brasilien, og vi glæder os alle rigtig meget til kampen, sagde Morten Olsen.

Den danske landsholdstræning blev lukket efter et kvarter fredag aften, og der er stadig usikkerhed omkring startopstillingen. Alt tyder dog på, at Thomas Kahlenberg får chancen fra start på venstrekanten i stedet for Michael Krohn-Dehli, der har døjet med skader den seneste tid.

Morten Olsen ventes at spare Superliga-profilerne i startopstillingen, og William Kvist er fortsat tvivlsom med en mindre skade i maveregionen.

sporten.dk vurderer - her er den forventede danske startopstilling

4-3-3

Thomas Sørensen; Daniel Wass, Simon Kjær, Daniel Agger, Simon Poulsen - Christian Poulsen, Niki Zimling, Christian Eriksen; Lasse Schøne, Nicklas Bendtner, Thomas Kahlenberg