Den tidligere Esbjerg-profil Jeppe Andersen fortæller, at han og Hammarby-spillerne havde en tro på, at de skulle spille på hold sammen med Zlatan Ibrahimovic.

»Til træning i går gik snakken meget på, hvordan det er at have Zlatan Ibrahimovic i et omklædningsrum.«

Det siger Jeppe Andersen til B.T. Sport, inden han fortsætter:

»Det startede jo i går (tirsdag red.) med, at han lagde billedet op af en Hammarby-trøje med sit navn på, på sin Instagram. Så der var lidt diskussioner og undren, om han kom til Hammarby som spiller eller hvordan og hvorledes.«

Jeppe Andersen i aktion for Esbjerg, da han var anfører i klubben i 2016.
Jeppe Andersen i aktion for Esbjerg, da han var anfører i klubben i 2016. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Det viste sig dog, at Jeppe Andersen ikke skulle være holdkammerat med svenskeren. Han havde derimod købt sig ind i danskerklubben.

Den danske anfører havde ikke lige forestillet sig, at det var det, der var planen:

»Jeg er da overrasket over, at det er sket, jeg tror ikke, at der var mange, der havde set den komme. Det er da lidt vildt at tænke på. Vi ved også, at han har købt hus i Stockholm, så man kan diskutere, om han kommer til at flytte til Stockholm, når han er færdig med sin karriere,« siger Jeppe Andersen.

Jeppe Andersen mener, at det muligvis er lige så stort for de svenske spillere i klubben, som det ville være for ham, hvis en vis dansker købte sig ind i klubben:

»Det er da sjovt at tænke på, at en spiller som ham bliver en del af Hammarby. Folk synes, det er specielt. Det er måske mere specielt for svenskerne, da han er den største svenske spiller nogensinde. Det svarer til, at Michael Laudrup købte sig ind i klubben for mig. Det er den størrelsesorden, vi er i. Det er fedt at være en del af.«

I offentliggørelsen af, at Zlatan havde købt sig ind i klubben, udtalte Ibrahimovic, at han vil have, at alle skulle vide, hvem Hammarby er i fremtiden. Ifølge Jeppe Andersen går det allerede meget godt:

»Det er med til at sætte Hammarby på verdenskortet, når han lægger noget op på sociale medier. Han har trods alt 40 millioner følgere. Hammarbys officielle Instagram-profil fik omkring 20.000 nye følgere i går, efter han lagde billedet op af trøjen. Så det gør da en forskel.«

Hammarby-danskeren mener, at klubben har potentiale til at blive den førende klub i Norden, ligesom Ibrahimovic selv har sagt:

Nuværende Hammarby-spiller Mads Fenger i aktion for Randers FC, da han var anfører i klubben.
Nuværende Hammarby-spiller Mads Fenger i aktion for Randers FC, da han var anfører i klubben. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Det virker ikke urealistisk for mig. Hvis man kigger på de seneste to års udvikling, så er vi bare blevet bedre og bedre. Økonomien i Hammarby er rigtig godt. Resultaterne bliver også bare bedre og bedre, og nu kommer vi til Europa i næste sæson. Så jeg kan godt forstå, han har lagt sine penge i Hammarby. Hvis man kigger på fanbasen, så er der ingen klub i Norden, der har ligeså mange fans, som Hammarby har i gennemsnit,« mener Jeppe Andersen.

Ibrahimovic har meldt ud, at han vil gøre Hammarby til den største klub i Norden, og det kan betyde forstærkninger på holdet, og det kan måske true Jeppe Andersens position i klubben, men det er ikke noget, som den danske anfører er nervøs for:

»Man er selvfølgelig aldrig sikret sin plads, men jeg er fortrøstningsfuld, med den rolle jeg har i klubben. Jeg er trods alt anfører for holdet og har spillet stort set alle kampe fra start de sidste to og et halvt år, og jeg har gjort det godt,« slutter Jeppe Andersen.

Hammarby blev nummer tre i den bedste svenske række i sidste sæson. Danske Mads Fenger spiller også på holdet.