FC Helsingør er ikke længere på amerikanske hænder. Lokale investorer – med en dansk forretningsmand i spidsen – har nu købt 1. divisionsklubben.

Det er forretningsmanden Lasse Lindblad, der har købt fodboldklubben af dens amerikanske ejere. Det oplyser den nye ejer i en pressemeddelelse.

Lindblad vil skabe en ejergruppe, som minder om Lyngby Boldklubs nuværende.

»Vi er gået ind i dette ejerskab for at sikre en god lokal forankring, og ikke mindst sikre at der skabes en god og langsigtet ejerløsning bestående af flere lokale investorer.«

Forretningsmanden Lasse Lindblad.
Forretningsmanden Lasse Lindblad. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Vi har i den forbindelse allerede mærket interesse fra flere investorer, som har de samme tanker som os,« siger Lasse Lindblad.

Helsingør blev i marts 2019 købt af en amerikansk gruppe med forretningsmanden Jordan Gardner i spidsen. Han har været formand, men bliver nu afløst af Lindblad.

Under Gardners ejerskab har Helsingør spillet i 1. og 2. division, men Lindblad vil have klubben op i det fineste selskab.

»Nu vil vi bruge den kommende tid på at konsolidere klubben, men det er vigtigt for mig at pointere, at vi fortsat har høje sportslige ambitioner.«

»De fleste af os husker nok de store oplevelser, vi fik i sæsonen 2017/2018, hvor vi som bekendt var i Superligaen, og det er en klar målsætning for os, at vi skal tilbage i Superligaen,« siger Lindblad.

Helsingør følger med ejerskiftet i fodsporene på en række danske klubber, der er kommet tilbage på danske hænder for nylig.

Det samme er sket i Sønderjyske, Vendsyssel, Næstved og Fremad Amager.

Jammerbugt FC fra 2. division, der også har haft udenlandsk ejer, er til gengæld gået konkurs. Det betyder, at førsteholdet taberdømmes resten af sæsonen og tvangsnedrykkes yderligere to rækker ud over sin slutplacering.