Philip Billing skal forlade Huddersfield hurtigst muligt, hvis han vil spille fodbold.

Men Huddersfield står alligevel en anelse i vejen for den 23-årige midtbanespiller.

For selvom både Mathias 'Zanka' Jørgensen og Philip Billing er meldt færdige i klubben af formanden Phil Hodgkinson, kommer sidstnævnte i hvert fald ikke til at smutte billigt.

Mandag skriver Daily Mail, at Premier League-klubben Bournemouth og dennes træner, Eddie Howe, er meget imponeret af den tidligere ungdomsspiller i Esbjerg.

Philip Billing med det danske U21-landshold.
Philip Billing med det danske U21-landshold. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Problemet er bare, at Bournemouth ikke er en af de økonomisk stærke klubber i den bedste engelske række, og Huddersfield kræver ifølge Daily Mail 17 millioner pund (140 millioner kroner) for at slippe den danske midtbanedynamo.

Meldingen om de to Huddersfield-danskeres kommende farvel til klubben stod Phil Hodgkinson for, da han blev spurgt til netop de to spillere, der hverken har fået et trupnummer eller været med på træningslejr med klubbe.

»De bliver ikke involveret i førsteholdet i Huddersfield Town, mens jeg er her,« sagde han til lokalmediet examinerlive.co.uk.

For Philip Billings vedkommende kulminerede nedturen i Huddersfield i maj, da han gav et interview til bold.dk, der røg videre til England.

Her satte han ord på den første tid under den nye træner, Jan Siewert, hvor han kun fik seks kampe, inden han slet ikke var med mod slutningen af sæsonen.

»Han er speciel. Rigtig tysk mentalitet, lidt mærkelig. Han kom ind, som om han havde vundet Premier League fem gange, lidt arrogant, og jeg tror, de fleste tabte respekten for ham efter en uges tid. Folk kunne godt se, der var et eller andet galt. Han 'prøvede for hårdt'-agtigt,« sagde han til bold.dk.

Det kostede Billing pladsen på holdet og en bøde på tre ugers løn, skriver Daily Mail.

Til trods for den manglende spilletid mod slutningen af sæsonen valgte Huddersfield-truppen at kåre Philip Billing til både årets spiller og årets unge spiller.