Der bliver ikke holdt igen fra den norske kommentator, der skyder med skarpt mod DBUs formand.

Der venter nogle afgørende dage for dansk fodbold i Lissabon, hvor EM for kvinder kan ende i Norden i 2025, og DBU-formand Jesper Møller er på valg til den magtfulde UEFA-eksekutivkomite.

Tirsdag holder Danmark og Norge sammen i kampen om at få den store begivenhed nordpå, men onsdag går landenes øverste fodboldbosser direkte op mod hinanden i kampen om at blive valgt ind.

TV2 Norges kommentator Mina Finstad Berg langer hårdt ud efter den danske kandidat, som hun beskylder for pinligt lefleri mod UEFA-toppen.

Jesper Møller er onsdag på valg i Lissabon.
Jesper Møller er onsdag på valg i Lissabon. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Et af de mest pinlige og absurde øjeblikke på den sidste UEFA-kongres var, da den danske fodboldpræsident, Jesper Møller, og den svenske fodboldpræsident, Karl-Erik Nilsson, gik på podiet,« skriver hun hos TV2 Norge.

Her tilskyndede de UEFA-præsidenten, Aleksander Čeferin, til endnu en periode i spidsen.

Hun sammenligner de to med et par fnisende teenagere, men det bevirkede efter hendes opfattelse, at de fik ekstra point i bogen fra UEFAs øverste magthaver, og at det samtidig holdt den norske fodboldboss, Lise Klaveness, udenfor.

Dette skete kort tid efter, Klaveness havde talt dunder mod menneskerettighedsforbrydelser på FIFA-kongressen i Qatar.

Den norske kommentator lægger op til et svært kampvalg for Klaveness i eksekutivkomiteen.

»For mange er det vanskelig at vælge to repræsentanter fra Norden, samtidig med at de ikke ser nogen problemer med kun at vælge mænd,« lyder kritikken.

Klaveness frasagde sig muligheden for at blive valgt på det ene mandat, som skal gå til en kvinde. Hun ville kæmpe på lige fod med mændene.

Ifølge TV2 Norges oplysningerne får hun ikke en af Jesper Møllers syv stemmer, hvilket bliver betegnet som åben krig mellem de nordiske lande, som ellers historisk set har stået sammen. Der er i alt 11 kandidater at stemme på.

»Det, at danskerne svigter, gør en allerede svær kamp endnu hårdere for Klaveness og norsk fodbold,« skriver Mina Finstad Berg.

B.T. forsøger efter dagens UEFA-program i Lissabon at få DBU-formandens kommentar til den norske udlægning af sagerne, men DBUs kommunikationschef, Jakob Høyer, har svaret nordmændene på skrift.

»I Danmark oplyser vi gerne, hvem vi støtter eller ikke støtter som UEFA-præsident, men vi har aldrig oplyst – og gør det ikke på nuværende tidspunkt – om individuel afstemning ift. andre poster. Det er vist almindelig praksis i de fleste lande. Det gælder også, hvis medierne vælger at basere historier på rygter og anonyme kilder.«

Hos verdens førende fodboldmedie The Athletic ser man også det som mest sandsynligt, at Møller vil blive genvalgt, mens Klaveness kan være i knibe.