Det er fiaskoen, der bare ikke vil dø.

Og det bliver ikke ligefrem bedre af, at udlandet fortsætter med at træde i det.

For tirsdagens historiske nedtur, hvor det danske fodboldlandshold missede VM-billetten, trækker nemlig overskrifter verden over.

Eksempelvis hos vores svenske naboer.

»Fiasko. Kampen mod Tjekkiet var chokerende,« lyder det blandt andet hos Expressen.

I Norge er man heller ikke bleg for at kommentere på den danske katastrofe.

Danmark skal ikke med til sommerens VM.
Danmark skal ikke med til sommerens VM. FOTO: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

»De danske drenge svigtede totalt i straffesparkskonkurrencen,« skriver VG.

Netop straffedramaet er ligeledes forsidestof hos det Qatar-ejede og globale sportsmedie beiNSports.

»Danmark havde problemer fra pletten. De brændte tre straffespark,« står der blandt andet.

Også i den engelske presse er dommen over Brian Riemers mandskab nådesløs.

»Danmark lammet af en forfærdelig præstation i straffesparkskonkurrencen,« skriver BBC, der bakkes op af The Sun:

»Det var egentlig vurderet, at Danmark var det mest sandsynlige hold til at gå videre.«

Tirsdagens brutale nederlag i Prag betyder, at Danmark for første gang siden 2014 ikke er med til en VM-slutrunde.

B.T. Fodbold

VM er væk for Danmark. Vi tager den svære snak om, hvem der havde sin sidste chance for at spille med ved fodboldens største fest. Det er en terapi for alle, der har fået ødelagt deres sommer. Vært: Jonas Ryefelt  Medværter: Emil Berggreen og Jannick Liburd, B.T.s fodboldeksperter Producer: Emilie Maja Jeppesen og Frederik Riis-Jacobsen Ansvarlig: Niels Philip Kjeldsen Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.