Alle indtryk fra EM er stadig ikke sunket helt ind for Jonas Wind og Nicolai Boilesen, der er i fuld gang med sæsonen hos FC København.

Angriberen Jonas Wind, der fik spilletid i den første og sidste kamp for Danmark, kigger tilbage på en rutsjebanetur af oplevelser, som først sluttede i EM-semifinalen mod England.

»Det er svært, når man lige har været inde i det, og det stadig kun er et par uger efter. Der er det måske ikke sunket ind, hvor stort det egentlig er som land, at vi har været i en EM-semifinale. Det er bare kæmpe stort.«

»Selv om der er en lille skuffelse hos mig, over at jeg ikke selv spillede så meget, så er det stadig glæden og euforien over at have været i en semifinale, der fylder mest,« siger Jonas Wind.

Jonas Wind spillede i to af Danmarks kampe ved EM-slutrunden. Det var mod Finland i åbningskampen samt i semifinalen mod England. Danmark tabte begge kampe.
Jonas Wind spillede i to af Danmarks kampe ved EM-slutrunden. Det var mod Finland i åbningskampen samt i semifinalen mod England. Danmark tabte begge kampe.
Vis mere

I Danmarks åbningskamp mod Finland faldt Christian Eriksen om på banen med et hjertestop og blev genoplivet. Det var hårdt for Jonas Wind at opleve.

»Lige da det skete og dagene efter, var det ikke særligt sjovt. Det var en ubehagelig oplevelse på tæt hold at se en holdkammerat ligge og kæmpe for livet. Heldigvis overlevede han.«

»Men det satte et aftryk hos mig, og det gjorde, at jeg var lidt ude af den de næste dage.«

»Derefter fik vi lov til at se familien og fik på den måde bearbejdet alle de tanker, man gjorde sig oppe i hovedet. Det hjalp på det,« forklarer Jonas Wind.

Nicolai Boilesen var med i Danmarks ottendedelsfinale ved EM, hvor det blev til en flot 4-0-sejr over Wales i Amsterdam. Men ellers spillede han ikke ved EM.
Nicolai Boilesen var med i Danmarks ottendedelsfinale ved EM, hvor det blev til en flot 4-0-sejr over Wales i Amsterdam. Men ellers spillede han ikke ved EM.
Vis mere

Danmark tabte kampen mod finnerne, men modtog alligevel en kolossal opbakning fra de danske fans i den kamp og alle de efterfølgende.

»Opbakningen har været helt vild. Det har været stort at mærke den opbakning og glæde, der har været blandt alle danskere.«

»Jeg synes helt sikkert, at vi har samlet nationen og sørget for, at de har haft noget at juble over,« siger Jonas Wind.

Nicolai Boilesen, som spillede en enkelt EM-kamp, mener, at de danske spillere og fans greb en gylden mulighed for at komme tættere på hinanden.

Foto: HANNAH MCKAY
Vis mere

Det har ifølge FCK-backen haltet i årene forinden, hvor en konflikt og en kamp med et vikarlandshold fyldte meget.

Ved EM fik spillerne en mulighed for at vise sig frem fra en anden side, og den blev udnyttet, mener Nicolai Boilesen.

»Nu har der været meget snak om de seneste par år, at spillerne på landsholdet var meget indelukkede. Det hjalp heller ikke, at vi spillede med et hold, som ikke var de bedste 11 i Danmark.«

»Man kunne se, at det var mennesker med følelser. Og jeg tror i sidste ende, at det er det, der har ramt folk mest. At man trods alt kunne se, at vi er mennesker ligesom alle andre,« siger Nicolai Boilesen.

Han har været ven med Eriksen i over 15 år, så det berørte ham dybt under og efter kampen mod finnerne.

Han valgte at tale åbent om det med holdkammerater, familie og også medier, og det blev der vundet meget ved.

»Når sådan nogle ting sker, så bliver vi ramt. Jeg synes, at vi var åbne omkring det. Og jeg synes også, at man gav os en platform til at kunne være det. Vi fik opbakning, og det blev taget vel imod.«

»Så det var ikke kun noget, vi gjorde i truppen. Det var lige så meget spillet mellem os og hele Danmark. Ellers havde vi ikke kunnet gøre det,« mener Boilesen.

/ritzau/