Det er ved at være sidste chance, hvis du håber på at få billet til de danske EM-kampe på hjemmebane i Parken.

For ansøgningsfristen til EM-kampene i juni og juli er ovre om ganske få dage.

Den danske kvalifikation til EM næste år har åbnet for en ny runde af ansøgninger til billetter til Danmarks kampe.

Men 30. november klokken 12.00 vil du formentlig ikke længere kunne nå med i den pulje af danske fans, der kommer til at heppe på Danmark i Parken.

Danmark til EM.
Danmark til EM. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Her lukker DBU for tilmeldingen til Herrelandsholdets Fanklub, hvorefter det er tid til at få fordelt de billetter, der kommer til at blive solgt til danske fodboldfans.

Og det er næsten 100 procent sikkert, at du skal være medlem af Herrelandsholdets Fanklub, hvis du vil i betragtning til en billet.

I begyndelsen af december åbner Uefa så for anden gang for billetsalget. Her vil 50 procent af de tilgængelige billetter gå til de fans, der har optjent flest loyalitetspoint ved at have købt billetter til danske landskampe tidligere.

Den anden halvdel af billetterne bliver uddelt ved lodtrækning - men igen vil flere loyalitetspoint fra tidligere landskampe give flere lodder i puljen.

DBU har valgt, at det er de mest loyale fans herhjemme, der skal i betragtning og i sidste ende få adgang til at købe billetter til Danmarks kampe.

Uefa, der står for billetsalget, har allerede solgt en god portion af billetterne til de danske kampe, hvor man kunne søge fra 12. juni til 12. juli i år, og tusindvis af danske fans blev efterladt skuffede over ikke at have fået en af de få billetter til kampene.

Cirka 5.000 danske fans kommer til at få billetter til Danmarks kampe i Parken, oplyser DBU, og er du allerede tilmeldt Herrelandsholdets Fanklub, får du yderligere information om billetsalg i begyndelsen af december.

Der bliver også åbnet for endnu en billetsalgsrunde hos Uefa i april 2020, men det gør sig kun gældende for de fire nationer, der kvalificerer sig til EM gennem Nations League-playoff-kampene i marts.

Ved første fase i sommer solgte Uefa i omegnen af 1,5 millioner billetter, mens der i anden fase i december vil blive solgt cirka en million billetter. Uefa skriver, at 82 procent af tilskuerne på EM-stadionerne vil være fans, der har købt billetter.

Billetpriserne ligger i tre niveauer til kampene i Parken: 373 kroner, 934 kroner og 1.382 kroner. De billigste billetter vil være bag målene, mens de dyreste billetter vil være på langsiderne.

»Der kommer ikke til at sidde 33.000 i rødt og hvidt i Parken, så i gåseøjne bliver det ikke en hjemmekamp. Men med de tre kampe i Parken får vi den vildeste fodboldsommer, vi nogensinde har haft og nogensinde kommer til at have. Det er historisk,« siger fodbolddirektør i DBU, Peter Møller, til B.T.

Danmark åbner sin EM-turnering 13. juni 2018. Modstanderen i den kamp - og Danmarks øvrige kampe - ligger fast efter den store EM-lodtrækning 30. november.