Landsholdskeeper Kasper Schmeichel er ikke med i truppen, når Celtic søndag møder rivalen Rangers i den skotske liga.
Det fremgår af et opslag, som Schmeichels arbejdsgiver har delt på den sociale platform X.
Det er anden kamp i træk, at Schmeichel ikke får spilletid i buret. Torsdag måtte han se til fra bænken, da Celtic røg ud af Europa League.
Celtic-træner Martin O'Neill har igen valgt at placere Viljami Sinisalo mellem stængerne fra start.
Med på bænken er målmanden Ross Doohan, der ikke har spillet en kamp for Celtic, siden han kom til klubben i sommer.
Historien melder ikke noget om, hvorvidt Schmeichel har pådraget sig en skade eller lignende, som gør, at den danske keeper ikke kan være med.
Da han ikke var med i torsdagens Europa League-kamp skyldtes det hverken en skade eller sygdom.
Inden kampen fortalte Martin O'Neill, at det hele tiden var meningen, at hans konkurrent skulle starte i buret.
Sinisalo gjorde det godt, mente træneren.
- Han gjorde det virkelig godt, så jeg er glad for ham. Og ja, det giver mig noget at tænke over, sagde O'Neill efter kampen på et pressemøde.
Kasper Schmeichel har gjort sig uheldigt bemærket på det seneste, og han er i øjeblikket ikke den mest populære mand blandt Celtics fans.
I februar var han involveret i to af Stuttgarts scoringer, da Celtic tabte 1-4 til tyskerne i Europa League. Det skabte utilfredshed på de hjemlige tribuner.
/ritzau/
